Byrådsmøde 9
Pressen forsøger her at få svar fra borgmesteren ved et byrådsmøde på Borgerskolen

Når året skifter, er det på sin plads at gøre sig nogle tanker om året der gik og året der kommer, ikke mindst når man er folkevalgt. Vælgerne i Sorø Kommune er naturligvis interesseret i, hvad politikerne gør sig af tanker – også mellem valgene. Derfor har Dit Sorø givet byrådsmedlemmerne en anledning til at fortælle mere overordnet om deres visioner for byrådsarbejdet.

Der er desværre ikke nogen fra partierne Venstre og Dansk Folkeparti, der har ønsket at medvirke. 

Del 1: Hvad var det bedste du fik udrettet som politiker i 2015?

Rikke Bach Nielsen (A): Jeg håber ikke, det bliver selvsmagende. Det er ikke ment sådan! Men – da vi i SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet havde knoklet med at stykke et alternativt budget sammen, hvor vi havde reddet vigtig og basal velfærd med en ansvarlig finansiering, da blev jeg stolt. Jeg syntes, det var godt håndværk – og helt med hjertet det rette sted. Derfor er det naturligvis også ærgerligt, at det ikke kunne vedtages. Men derfor var jeg nu alligevel stolt. Derudover har jeg oplevet en masse af kommunens frivillighed i form af min plads i KFU. Der findes godt nok mange engagerede sjæle i vores kommune. Og de gør det godt.

Bo Christensen (C): Det vil nok være at tage munden for fuld, ene at tage æren for forskellige tiltag, der skal jo enighed 13 stemmer til et flertal i byrådet. Skal jeg alligevel pege på et par områder fra 2015, så må det være den større opbakning til foreningslivet, beslutningen om åben bibliotek, samt en mere professionel turismeindsats.

De frivillige foreninger og idrætsklubber yder et fantastisk arbejde, skaber samfundsglæde, og er med til at skabe sundere livstil. Sorø kommune har de seneste 20 år ligget i bund i støtten til foreningslivet og i 2015 kom vi et skridt i den rigtige retning ved at øge budgettet til Sorø-ordningen. Det giver god mening, at bakke virkelysten i foreningerne op – for når den slippes løs – , så sker der noget. Se bare på kunstgræsbanerne på Frederiksberg og ved Sorø-hallen. Jeg er meget glad for, at de første baner nu står klar, og banerne er jo et bevis på, at fællesskaberne i vores kommune virkelig kan udrette noget, som glæder børn og unge.

Åbent bibliotek i Sorø, med udvidet adgangmulighed til litteratur, nyheder, aviser, og i det hele taget et udvidet mødested for samtalegrupper har længe været et stort ønske.  Jeg er glad for den nye dagsorden, og at der nu er udarbejdet en ny indretning til åbent bibliotek og at pengene er fundet penge i 2016. Det bliver godt at følge den helt til dørs.

Grethe Kistrup Møller (Ø): Jeg er rigtig glad for at Borgerrådgiveren blev ansat i maj og er kommet godt i gang. Jeg synes det er en væsentlig forbedring at Sorø Kommune nu er blandt de kommuner, som har en borgerrådgiver. Det var en nødvendig ting, synes jeg, fordi når kommuner bliver store, som vi blev efter sammenlægningen mellem Stenlille, Dianalund og Sorø kommuner i 2007, så kan afstanden til forvaltningen blive lang i mere end en betydning. Dertil kommer al den effektivisering og digitalisering, som åbenbart er uundgåelig, og nu, på det sidste, direkte nedskæringer af serviceniveau. Der er grunde nok til at borgere kan føle sig utrygge i mødet med kommunen og frygte at der er andet på spil end at lytte og hjælpe bedst muligt. Her er den uvildige borgerrådgiver en absolut gevinst – for borgeren i første omgang, men forvaltningen vil også vinde på det i længden.

Og jeg er stolt over at det lykkedes at få plejecentrenes ældrebespisning hjem til kommunal produktion og ikke mindst at det kører så fint. Det var en meget positiv proces at være med til, jeg synes vi i Social- og sundhedsudvalget havde et fint samspil med personalet, ældreorganisationerne, Lundebos køkken og forvaltningen.

På samme måde synes jeg, det var meget positivt at være med til Tandklinikkens åbningsreception her for-nyligt. Det var ikke et område, jeg havde nogen visioner for, før jeg kom ind i Byrådet, men vi fik forelagt de faglige problemstillinger og muligheder i udvalget og efter mange overvejelser faldt valget så på køb og ombygning af Posthuset. Det var rigtig rart at se resultatet og mærke personalets glæde ved deres nye arbejdsplads.

Pia Hvid (B): Der var særligt to ting, jeg vil fremhæve:

Jeg var med til at afsætte penge til tidlig indsats på børneområdet, så vi fremover kan tage fat på eventuelle problemer fra første færd og inddrage ikke bare forældrene, men også andre voksne i barnets omgangskreds og sætte ind med en målrettet indsats for hele familien.

For udsatte familier er tidlig altafgørende for barnets og måske hele familiens fremtid, og fra et samfundsøkonomisk synspunkt er det uden skyggen af tvivl langt billigere at sætte tidligt ind og hjælpe alle godt i gang, end det er at forsøge at rette op på en teenager, der måske i årevis har haft problemer, uden man har kunnet gribe effektivt ind.

Derudover fik vi givet mere lederkompetence til skolelederne, så de fremover kan styre lærernes tid på skolen mindre stift, og lærerne evt. kan arbejde hjemme i tilfælde, hvor det giver mere mening. Det giver meget mere mening, at skolelederne med deres øgede ledelseskompetencer nu også får større ledelsesret, når det gælder kravet til den enkelte lærers faktiske tilstedeværelse på skolen. De fleste andre nyder jo også godt af en vis fleksibilitet på deres arbejdsplads, så det bør vel også kunne gælde for lærerne.

Linda Nielsen (F): I 2015 synes jeg, at jeg har kæmpet for at sikre de basale velfærdsydelser og den tryghed de skaber. Jeg har stemt imod hele vejen igennem.Og kampen er ikke forbi, jeg har flere planer klar for arbejdet i 2016.

Jeg er ret glad for at det lykkedes at få standset, det der lignede et flertal for, sprøjtning med gift på offentlige arealer.

Jeg er glad for at det bevaringsværdige hus i Storgade 13 indtil videre er reddet.

Jeg er glad for at skilteskoven ved motorvejen indtil videre er standset.

Jeg er glad for at vi undgik en lukning af Ruds Vedby skole som selvstændig skole.

Jeg er glad for at naturvejledningen i sidste øjeblik blev reddet fra en besparelse.

Jeg ville have ønsket at der var mere, der var blevet reddet fra sparekniven, det gælder fra vuggestuer til ordentlige vilkår til for voksne med behov for hjælp.

Johannes Lumholt (løsgænger): Professionalisering af turismearbejdet via medejerskab af VisitVestsjælland betragter jeg som en forbedring. Tiden vil vise om, vi har haft ret, os der “vandt”. Jeg var også med til at vedtage en ændring af den forfejlede iPad-strategi, og det er jeg 100% glad for.

Preben Lund (A): Jeg har i en tid med nedskæringer på mange fronter kunne glæde mig over at vores beslutning om en kontrakt på vedligeholdelse af kommunens veje nu er blevet meget synlig med pæne nye veje og cykelstier, det glæder mig meget.