Byrådsmøde 19På sit møde onsdag behandlede byrådet en række forslag under den orwellianske fællesbetegnelse ”Ny Service i Sorø”, som omfatter besparelsestiltag på praktisk talt alle kommunale arbejdsområder. I alt vedtog byrådet besparelser for 115 mio. kroner over de kommende fire år.

Der skæres hårdt i den kommunale service på en række områder, i form af eksempelvis mindre hjemmehjælp, lavere normeringer i vuggestuen og øget sagsbehandlingstid.

Mødet var flyttet til Borgerskolen for at få plads til de mange tilhørere, der forventedes at dukke op. Uden for mødelokalet var en gruppe borgere mødt op for at demonstrere. Dit Sorø håber senere at kunne bringe en artikel om denne demonstration.

Ældreområdet er udfordret
Besparelserne går tilsyneladende mest ud over ældre- og voksenhandicapområdet. “Det skyldes at disse områder i løbet af året har oplevet en markant budgetoverskridelse, som nu skal bremses, så budgetterne for områderne kommer ned på det tidligere vedtagne niveau for 2015”, meddeler kommunen i en pressemeddelelse. Dit Sorø har spurgt Borgmester Gert Jørgensen om årsagen til budgetoverskridelsen, og han svarer:

“Ældreområdet og det sociale område har år 2015 budt på udfordringer. En væsentlig del af de økonomiske udfordringer skyldes den øgede produktivitet på sygehusene, som betyder, at patienter udskrives tidligt, og derfor har omfattende pleje- og genoptræningsbehov, når de bliver udskrevet. Det har betydet øget visitering af hjemmehjælp etc. til de berørte borgere. Vi oplever en positiv effekt af de senere års indsats med hverdagsrehabilitering – og flere ældre dermed bliver selvhjulpne eller delvist selvhjulpne. Det betyder at færre ældre har behov for hjælp, til gengæld har de borgere, som har behov for hjælp, behov for mere omfattende hjælp. Det har medført merudgifter.”

I pressemeddelelsen oplyser kommunen endvidere: “På ældreområdet vil besparelserne blandt andet betyde, at de mest velfungerende borgere vil få mindre hjemmehjælp. (På) Plejecentrene vil der fremover primært være personale til de mest nødvendige plejeopgaver. På handicap- og psykiatriområdet vil besparelserne blandt andet betyde øget brug af bostøtte i eget hjem frem for botilbud samt reduktion af ekstra støtte til borgere i botilbud.”

Byrådsmøde 9Budget 2016
Besparelserne er en del af Budget 2016, hvor de enkelte fagudvalg fik til opgave at finde besparelser for at bringe balance i kommunens budget. Forud for byrådets behandling har de enkelte spareforslag derfor været behandlet i fagudvalg og Økonomiudvalg. Med byrådets behandling blev forslagene endeligt vedtaget.

“Vi vil opleve, at vi som kommune ikke kan blive ved med at levere helt den samme service, som vi hidtil har gjort. På nogle områder vil vi opleve, at servicen bliver reduceret eller forringet, eller at færre borgere måske vil få adgang til serviceydelserne”, siger Borgmester Gert Jørgensen.

“Besparelser på service er jo ikke ligefrem den julegave, man som politiker drømmer om at give hverken borgere eller medarbejdere. Men det er nu engang vores opgave i byrådet at sikre, at der er balance mellem udgifter og indtægter og sørge for, at Sorø Kommune lever op til vores forpligtelser over for staten. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi minder os selv og hinanden om alt det, der trods alt stadig kan lade sig gøre og fungerer godt. For det er immervæk langt det meste. Der vil også i fremtiden være masser af god, kommunal service til borgerne i Sorø Kommune”, siger borgmesteren.

Byrådsmøde 2Flere besparelser på vej
Byrådet vil allerede i foråret 2016 være nødt til igen at drøfte besparelser med henblik på at indfri statens krav om et omprioriteringsbidrag.

Om “Ny Service” skriver kommunen:
Byrådet vedtog onsdag besparelser for i alt ca. 115 mio. kroner. (20.879.000 i 2016, 27.754.000 i 2017, 32.140.000 i 2018, 33.783.000 i 2019).

Det betyder blandt andet:
• De mest velfungerende borgere vil få mindre hjemmehjælp.
• Plejecentrene vil fremover primært varetage de mest nødvendige plejeopgaver.
• På handicap- og psykiatriområdet vil flere borgere få bostøtte i eget hjem frem for botilbud.
• Den forebyggende indsats i form af eksempelvis rygestopkurser, livsstilsindsatser og kurser målrettet særlige borgergrupper reduceres.
• Lavere service i forhold til genoptræning af borgere, som har været ude for et funktionstab, samt til borgere efter sygehusbehandling.
• Mulighed for længere sagsbehandlingstid på bl.a. socialområdet og teknik- og miljøområdet.
• Reduceret ressourcetildeling i vuggestuerne.
• En række administrative stillinger holdes vakante.
• Sorø Kommune træder ud af Femern Belt Development.

/SDL