Jennifer Chou, organist i Toorak Uniting Church (Melbourne), står for den anden koncert i Sorø Internationale Musikfestival 2014 onsdag den 9. juli kl. 20.

Siden Jennifer Chou kom til Australien i 2004 har hun etableret sig som orgelsolist både hjemme og ude. Hun debuterede i 2005 med Victoriaorkestret i Melbourne Town Hall og har siden været meget aktiv som solist. I 2008 blev hun opfordret til at fremføre hele Livre du Saint Sacrement af Olivier Messiaen i Adelaide som en del af en verdensomspændende fejring af komponisten. Det var anden gang dette stykke blev opført i Australien i sin helhed.

I 2009 spillede hun verdenspremiere på The end of the illusion: an epitaph to Jean Baudrillard, som var et bestillingsværk fra City of Melbourne og skrevet af komponisten David Chisholm (f.1970). I maj 2010 fik hendes koncert med Clavierübung Part III af J.S. Bach i Adelaide meget fin omtale. Desuden er hun del af en duo med basunisten Joseph Yu, som hun har turneret rundt med. Udenlands har Jennifer spillet koncerter i Paris, London, Magdeburg, Hong Kong, New Zealand, Danmark, Tyskland og Italien.

Ud over sin koncertkarriere og organistembede underviser Jennifer Chou også orgelelever. Hun er selv uddannet i Hong Kong, på det kinesiske universitet og opnåede legat til at studere hos Wolfgang Rübsam på Northwestern University. Herefter kom hun til Paris, hvor hun studerede på konservatoriet i Rueil. Malmaison hos Susan Landale og derefter videre til Michel Bouvard og Jan Willem Jansen i Toulouse med speciale i den franske og nordtyske barok. Og i 2003 vandt hun Mention Speciale i Biarritz International Organ Competition.

Der vil være storskærm i Sorø Klosterkirke, så man kan se organisten spille musik af Ampt. Boyvin, Bach, Heiller og Buxtehude.

Jennifer Chou
Jennifer Chou