Hvordan skaber vi mere liv og dynamik i bymidten? Dette er et af hovedspørgsmålene bag et debatmøde om Sorø bymidte, som holdes

onsdag den 14. maj kl. 19.00-21.30

Mødet udgør startskuddet til en offentlig debat om den fremtidige udvikling af bymidten, der løber frem til den 27. juni.

Baggrunden er, at Teknik og Miljøudvalget har besluttet, at der skal igangsættes en dialog med det lokale erhvervsliv, kulturinstitutionerne og borgerne om, hvordan Storgade og Holberg Arkaden skal udnyttes fremover. Hvilke forretninger skal eksempelvis tillades i de to områder, og skal der være mulighed for beboelse i stueplan?

Udgangspunktet er, at de gældende lokalplaners bestemmelser om bygningernes arkitektoniske udtryk skal fastholdes. Lokalplanernes ret stramme bestemmelser om bygningernes anvendelse bringes derimod i spil. I forlængelse af debatten tager Teknik og Miljøudvalget således stilling til, i hvilket omfang disse bestemmelser skal revideres.

Mødet holdes i Multisalen på Sorø Borgerskole, og alle interesserede er velkomne. Tilmelding er ikke nødvendig.

De to berørte lokalplaner er vedhæftet – hhv. Lokalplan nr. 91 for Storgade og Lokalplan nr. 91A for Holberg Arkaden.

91A-Holberg Arkaden

91-Storgade

Opdatering: Den 7. maj har Sorø Kommune udsendt en pressemeddelelse om debatmødet. Den kommer her:

Hvordan skal vi udvikle Sorø bymidte?

Nu har du chancen for at komme med alle dine gode ideer til, hvordan vi skaber en levende bymidte i Sorø. Hvad tror du der skal til? Kom og sig din mening på et borgermøde onsdag den 14. maj.

Politikerne i Sorø Kommune ønsker at se på lokalplanerne og reglerne, der omfatter bygninger og butikker i bymidten – er der noget der skal ændres på? Måske kan en ændring være med til at give byen et løft – det mener i hvert fald borgmester Gert Jørgensen.

– Jeg er stærk tilhænger af, at vi har en flot bymidte med smukke bygninger og et godt handelsliv. Jeg er derfor meget åben overfor at gå reglerne igennem og se om der er noget vi kan gøre anderledes, siger han. Han håber, at rigtig mange borgere vil deltage i debatten.

– Der er mange forskellige holdninger til Sorø bymidte. Nogen mener at vi må leve med, at vores bymidte er for lille til en bæredygtig detailhandel, da vi er udfordret af små lokaler og internethandel. Andre mener at vi bør satse mere på vores natur, kultur og historie – i samspil med et udbygget cafémiljø. Derfor åbner vi nu debatten, så alle kan komme til orde, fortæller borgmesteren.

Meningen med mødet er at høre de gode ideer, men også at få en god debat om hvad bymidten egentlig skal bruges til. Skal vi f.eks. tillade boliger i lukkede butikker eller flere frisører og ejendomsmæglere? Der er ikke frit valg på alle hylder, men i Sorø Kommune mener man, at det er vigtigt med en bred debat, før der træffes politisk beslutning.
Borgmesteren indleder mødet, hvor også Charlotte Sabroe fra Sorø Kunstmuseum og Sorø Event & Turist (SET) vil komme med vinkler på debatten, og så bliver der tid til snak omkring bordene.

Mød op i Multisalen på Borgerskolen onsdag den 14. maj klokken og lad os høre din mening. Tag også del i debatten frem til 27. juni ved at maile til plan@soroe.dk .