Traditionen tro er der lysfest i byen, når kyndelmisse slår sin knude. I år fejrer Sorø lysets tilbagekomst lørdag den 25. januar 2014.

Byens kulturinstitutioner går sammen om at holde den gamle tradition i hævd med ord, stearinlys, neonlys, isskulpturer, musik og spændende aktiviteter for børn og voksne. Butikkerne har udvidet åbningstid og gode tilbud.

Der er aktiviteter på museerne og biblioteket fra kl. 17. Sorø Kunstmuseum arrangerer en kreativ workshop med genfærd og spøgelser i kælderen. På Sorø Museum kan du bl.a. se Gerda Østergaards ugler og rytterstatuer. Victoriateateret viser en film om maleren Michael Kvium.

I klosterkirken kl. 21.15 forestår sognepræst Lis Samuelsen en andagt, og Mads Granum med orkester spiller stemningsfulde sange og salmer.

Blandt aktiviteterne er en gyselig rundtur i Sorøs midte med historielærer Michael Pihl, der assisteres af skuespillere fra Holbergteateret og Ruds Vedby Borgspil.

Du kan møde Sorø Amatørteater i teltet ved Holbergstatuen, og du kan hoppe i søen med Sorø Vinterbadeklub (Altan.dk har sponseret en sauna ved Sorø Lystfiskerforening for enden af Frederiksvej).

Støvlet Katrine serverer gullaschsuppe og glühwein.

CTI Party sender balloner til vejrs på Torvet, hvor du også kan købe lysende balloner, stearinlys og brændte mandler.

Du kan opleve det hele, hvis du får fat i et turpas til 50 kr. Turpasboden i Storgade udleverer adgangsbilletter kl. 16.30-20.30.

Læs hele 2014-programmet.

neon