Kongskilde Friluftsgård tilbyder et væld af naturoplevelser for alle aldre i efterårsferien uge 42. Friluftsgården har spillet en stor rolle i ”Spis Sorø”, og derfor vil der også i efterårsferien være fokus på ”vild mad”.

Her er naturvejleder, professionelle kokke, masser af bålpladser og indendørs faciliteter, hvis vejret ikke arter sig til arrangementerne. Så det er bare på med den korrekte påklædning og komme ud og være med til at udforske naturen og få nogle gode oplevelser.

Arrangementerne er som udgangspunkt gratis. Det er ikke strengt nødvendigt at tilmelde sig, men man skal komme i god tid.

I dagene 14. til 17. oktober er der et arrangement hver eftermiddag, som er gratis og for alle aldre:

Mandag går turen rundt i området omkring Kongskilde Friluftsgård. Naturvejlederen er med og fortæller lidt om, hvad man kan forvente at finde i de forskellige naturtyper. Turen går langs stranden og man vil have rig mulighed for at opleve, at meget af det vi normalt bare træder på, faktisk er noget der er anvendeligt i gryderne også. Medbring gerne en lille kurv til indsamling af forskellige emner vi møder undervejs.

Tirsdag giver Orienteringsløbsklubben Sorø en introduktion til brug af kort og kompas – herefter skal vi ud og løbe en bane enten som O-løb eller postløb. På posterne har opgaverne også noget med vild mad at gøre – og derfor kunne det være oplagt at deltage om mandagen, så er man godt rustet til at klare de forskellige opgaver – dette er dog ingen forudsætning. Turen er denne dag ikke længere end at alle kan være med – så frem med løbeskoene.

Onsdag er der fokus på svampe. Efter en tør sommer er regnen tilbage og med den begynder svampene at vrimle op af jorden. Med kyndig vejledning fra Mette Herget fra Apotekerhaven, tager vi rundt og ser hvad der kan findes den pågældende dag – du vil få en god instruktion om hvad der kan bruges, og hvad man skal holde sig fra. Denne vejledning foregår undervejs og laves ud fra det som bliver fundet. Da vi skal befinde os i skovene omkring Kongskilde Friluftsgård, er godt fodtøj en vigtig del, og sørg endelig for en kurv eller spand til indsamling af de svampe du synes er interessante. Igen en tur for alle aldre, dog tilrådes børn er at være ifølge med en voksen.

Torsdag er fiskenes dag. Det bliver en dag for både erfarne og nye lystfiskere. Vi skal lære lidt om fiskeri i en ferskvandssø. Hvilke fisk er der, kan de spises, og hvad skal man bruge for at fange dem? Der vil blive fisket et par timer i Mølledammen – og medbring meget gerne eget fiskeudstyr. Skulle du ikke have fiskegrej selv, vil der være mulighed for at låne det, men så bestil på forhånd, da vi ikke kan love at vi har til alle. Arrangementet slutter med et besøg ved det store akvarium, hvor vi fodrer fiskene. I akvariet er der rovfisk, så vi kan jo se om gedden måske lige skal have en skalle til frokost.

I forlængelse af de gratis arrangementer tilbydes et minikursus i ”vild madlavning”:

Mandag har vi fokus på bålmad. Hvad er et godt madbål? Hvordan laver man det? Hvad kan det bruges til? Deltagerne inddrages i madlavning over bål. Tirsdag tager vi udgangspunkt i æbler, onsdag i svampe og om torsdagen planker vi fisk.

Deltagerne forventes at være aktivt med ved madlavningen ved alle arrangementer. Disse arrangementer kan man deltage i enkeltvis eller som en samlet pakke. Prisen pr. gang er kr. 85 eller kr. 300 for alle 4 dage.

Generelt for alle arrangementer er at vi starter op på gårdspladsen på Kongskilde Friluftsgård, Skælskørvej 34, 4180 Sorø.

kongskilde friluftsgård

Del på sociale medier