OL-medaljevinder kaster glans over Begynderkaproningen ”Nordea Cup”
Sorøs mange nye unge talenter kan sammen med unge roere fra andre klubber glæde sig til Begynderkaproningen lørdag den 15. september. Der er lagt op til en spændende eftermiddag med Guldfirerroeren Jacob Barsøe, som gæster Begynderkaproningen i Sorø Roklub. Vi håber på stor deltagelse af unge begynder-roere i alderen 10 år og opefter som har sat hinanden stævne for at kæmpe om medaljerne i single sculler, dobbelt sculler og dobbelt firer med styrmand på 500 meter distancen med start ved Skjolden og opløb og mål ved roklubben.

Jacob Barsøe startede sin rokarriere i Haderslev under ledelse af træner John Meisler. Herfra kom han via Odense til Sorø og roede et par sæsoner i ”den soranske roskole” under Sorø-træneren Gert Busk. 2008 var året, hvor Jacob roede toer sammen med Ulrich Berner Høgstedt og var et flækket nakkehår fra at kvalificere sig til VM. Jacob og brødrene Nikolaj og Ulrich Berner Høgstedt med flere roede dette år på Sorø Roklubs stærke otter, som vandt det prestigefyldte ”Achter Cup” i Tyskland samt Danmarksmesterskab i rosportens flagskib otteren, ligesom Jacob, Ulrich, Christian Møl-vig og Ulrik Romme vandt DM i ”guldfirer-løbet” letvægtsfireren. Jacob søgte nye udfordringer og flyttede sammen med bl.a. Ulrich Berner Høgstedt til Roskilde Roklub, som han har roet for på den ”guldfirer” som netop har vundet OL-bronze i London.

Jacob Barsøe vil sammen med Malene Frandsen, Nordea, overrække medaljer til vinderne – ligesom Jacob giver gode råd til de unge om, hvordan de kan nå deres mål og hvordan de måske en dag står med en udtagelse til Olympiske Lege. Jakob er også klar til at skrive autografer til de unge roere.

 

Jacob Barsøe