PRESSEMEDDELELSE

Hjælp os med at gøre Sorø bedre for handicappede
Kom til borgermøde om handicappedes forhold den 17. maj 2011 kl. 18.30 – 21.00. Vi sætter fokus på usynlige handicap, tilgængelighed og inklusion – og vi har brug for DINE forslag!

Hvad vil det sige at have et usynligt handicap, hvorfor er inklusion så vigtigt, og hvordan kan manglende tilgængelighed udgøre en daglig udfordring i dagligdagen?

Handicaprådet og Sorø Kommune sætter fokus på tre nye emner på handicapområdet, og ved borgermødet kan du være med i debatten og give dine forslag til, hvordan vi kan forbedre indsatsen for mennesker med handicap på de tre områder:

• Usynlige handicap
• Inklusion
• Tilgængelighed

Ved borgermødet vil Jesper, Louise og Janus fortælle om deres personlige erfaringer med at leve et liv med et handicap i forhold til de tre områder:

Usynlige handicap: Jesper vil fortælle om hvordan det er at have et handicap, som ingen kan se, selvom det påvirker alle områder af hans liv.

Inklusion: Louise vil fortælle hvordan det er at ønske sig en uddannelse og et job på lige vilkår med alle andre – selvom hun er døv.

Tilgængelighed: Janus, som bruger kørestol og er afhængig af en hjælper, vil fortælle hvorfor tilgængelighed er altafgørende for at skabe lige vilkår for mennesker med funktionsnedsættelser.

Bagefter vil Handicaprådet og Sorø Kommune og de fremmødte borgere drøfte de tre fokusområder, for sammen at komme med forslag til hvilke mål Sorø Kommune kan arbejde med for at styrke og udvikle indsatsen på de tre fokusområder.

“Sorø Kommune og Handicaprådet vil gerne sætte fokus på handicappedes forhold. Vi har valgt at tage udgangspunkt i to områder, som har stor betydning for rigtig mange borgere med handicap – nemlig inklusion og tilgængelighed. Og så har vi valgt at sætte fokus på usynlige handicap, fordi det er noget, som mange ikke kender til, men som præger hverdagen for de borgere, der har et usynligt handicap. Nu vil vi gerne høre borgernes bud på, hvad vi konkret kan gøre for at forbedre forholdene for mennesker med handicap i forhold til de tre områder.

Jeg håber at rigtig mange borgere vil gribe chancen til at komme og sætte deres præg på, hvordan vi skal arbejde for at forbedre forholdene for handicappede i de kommende år. Jeg håber vi vil få en masse gode input og nogle helt konkrete forslag til det videre arbejde med fokusområderne og også gerne andre forslag.” udtaler Annette Raaschou van der Star, formand for Social og Sundhedsudvalget i Sorø Kommune.

Mål skal styrke indsatsen
Handicaprådet og Sorø Kommune har, som led i en evaluering af kommunens handicappolitik udvalgt tre fokusområder: Usynlige handicap, Inklusion og Tilgængelighed. Fokusområderne skal styrke udviklingsarbejdet på handicapområdet og der skal opstilles konkrete mål for indsatsen. I februar 2011 var de tre fokusområder til debat ved et dialogmøde mellem Handicaprådet og Sorø Kommune, og det er de fokusområder Handicaprådet og Sorø Kommune nu gerne have vil have borgernes input til.

Tid og sted
Borgermødet finder sted i caféen på Lundebo, Ventemøllevej 30, 4293 Dianalund tirsdag den 17. maj 2011 kl. 18.30 – 21.00

Handicaprådet byder på en let anretning og alle er velkomne!

Vil du vide mere er du velkommen til at kontakte udviklingskonsulent Kasia Vad på kava@soroe.dk / 57 87 62 07.