PRESSEMEDDELELSE

Sæt nysgerrigheden i centrum på Forskningens Døgn
Er der liv på Mars, er computerspil skadelige og kan man virkelig blive sund og slank på et splitsekund? Find svaret på Forskningens Døgn den 28. og 29. april.

Sorøs videninstitutioner slår dørene op og inviterer inden for til en række underholdende og tankevækkende arrangementer.

På Sorø Bibliotek kan du høre en rumforsker fortælle om de nyeste teorier om liv i universet. Du kan også møde en spilforsker og få udfordret dine myter om børn og computerspil. På Ankerhus kan du høre, hvorfor den sunde skepsis bør være din naturlige følgesvend, når du begiver dig ud i internettets jungle af sundhedstips, og på Mærsk McKinney Møller Videncenter kan du lave dit eget 3-D billede og høre meget mere om den forjættende 3-D teknologi.

Sorø med for tredje gang
Forskningens Døgn er en landsdækkende videnskabsfestival, som løber af stablen torsdag og fredag den 28. og 29. april.

I Sorø deltager Mærsk McKinney Møller Videncenter, University College Sjælland Ankerhus, Sorø Bibliotek, Sorø Erhvervs- og Turistråd og Sorø Kommune, og sætter ved fire arrangementer fokus på den nyeste forskning, den nyeste 3-D teknologi og innovation. Det er tredje år, Sorø kommune er med i Forskningens Døgn.

“Vi er glade for, at så mange af vores lokale vidensinstitutioner har lyst til at bruge Forskningens Døgn til sætte fokus på den spændende forskning, der sker inden for deres respektive områder”, siger Borgmester Ivan Hansen.

“Det giver en alsidighed i programmet når både den naturvidenskabelige og humanistiske forskning er repræsenteret, og det understreger at vi har en række aktive institutioner i vores kommune, som er med til at skabe og formidle viden inden for et bredt felt. Det er helt i tråd med vores ønske om at gøre Sorø til en attraktiv vidensby at vores kulturrum bruges til at sætte fokus på forskning og på at formidle viden bredt ud.”

Gratis at være med
De fire arrangementer er gratis at deltage i. Men på grund af begrænset plads er forudgående tilmelding nødvendig.

Tilmelding til ”Netværksmennesket” og ”3-D Teknologi” skal ske via University College Sjæl-lands hjemmeside http://www.ucsj.dk – senest den 16. april kl. 12. Der er plads til 100 deltagere pr. arrangement. Tilmelding her: http://www.ucsj.dk/forsk24timer

Tilmelding til Sorø arrangementerne ”Liv i Universet” og ”Computerspil – en anden form for leg” skal ske til Sorø eller Dianalund Bibliotek senest den 28. april kl. 12. Der er plads til 40 deltagere pr. arrangement.

Læs mere på www.oplevsoroe.dk

Information om arrangementerne i Sorø:

Torsdag den 28. april kl. 10.00 – 15.00
Netværksmennesket – viden fra nettet (Ankerhus – lokale D002)

University College Sjælland Ankerhus præsenterer Netværksmennesket med foredrag, diskus-sioner og eksempler på læring og oplevelser gennem internettet, mobillæring, wiki’er og lydfiler. Læring sker stadig mere gennem brug af internettet og vi forholder os til sundhed og ernæring gennem den viden vi får via internettet. Arrangementet sætter fokus på, hvorledes vi kan forholde os kildekritisk til viden om sundhed og ernæring, som vi henter på nettet. Hvad med rettigheder og faldgrupper for anvendelse af tekster, musik og video fra nettet til konstruktion af ny viden? Hvordan vurderes validiteten af materialet i forbindelse med opgaveskrivning?

Torsdag den 28. april kl. 19.00 – 21.00
Liv i Universet (Sorø Bibliotek – voksenbibliotek)

Er vi alene eller er der liv på andre kloder? Er det korrekt at livet på Jorden kræver specielle forhold for at trives? Eller er livet langt mere robust, end vi tidligere har forestillet os? Disse spørgsmål har været udgangspunktet for mange spekulationer gennem tiden. Nu er det udgangspunktet for forskningen i astrobiologi. Foredraget Liv i Universet med seniorrådgiver Ib Lundgaard Rasmussen fra DTU Space på Sorø Bibliotek vil beskrive, hvad denne forskning går ud på og se på resultater samt præsentere de nye forskningsprojekter.

Fredag den 29. april kl. 9.00 – 12.00
3-D Teknologi (ScienceTalenter)

ScienceTalenter fra Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter præsenterer den nyeste 3-D teknologi med foredrag om teknologien og dens anvendelsesmuligheder som følges op med en workshop, hvor deltagerne har mulighed for at scanne og printe egne 3-D produkter selv. Der er mulighed for at deltage i en frokostbuffet efter arrangementet (forudgående tilmelding nødvendig).

Talentchef Hanne Hautop: ” Hos ScienceTalenter er vi ved at indrette et helt unikt rum til undervisning i 3D-teknologi. Vi kan tage flotte 3d-billeder, scanne figurer og printe dem ud, se DNA-strukturer og atomare fænomener i 3D. Det vil vi gerne vise frem for alle interesserede på Forskningens Døgn.”

Fredag den 29. april kl. 18.30 – 20.30
Computerspil – en anden form for leg. For skolebørn og deres forældre (Sorø Bibliotek – børnebibliotek)
Selvom computerspil ofte præsenteres som noget nyt og ukendt, har de faktisk været en kilde til leg og underholdning i indtil flere årtier. Og selvom der synes at være en stor afstand mellem børns spil og lege-aktiviteter og deres aktiviteter foran skærmen, ligger de to ting faktisk ret tæt op ad hinanden.
Anne Mette Thourhauge, spilforsker fra Københavns Universitet, er foredragsholderen der præsenterer Computerspil som en vinkel på børn og unges leg og sociale samvær anno 2011, og i den efterfølgende workshop vil der være mulighed for selv at prøve kræfter med nogle af titlerne.

Om Forskningens Døgn
• Forskningens Døgn 2010 finder sted den 28., 29. og 30. april over hele landet.
• Forskningens Døgn er en landsdækkende videnskabsfestival, der holdes årligt.
• Bag festivalen står Videnskabsministeriet og en række lokale arrangører.
• Læs mere på http://forsk.dk eller
• Deltagelse på arrangementerne er gratis – University College Sjælland, ScienceTalenter, Sorø Bibliotek og Sorø Kommune har modtaget et tilskud på kr. 16.500,- fra puljemidler via sekretariatet for Forskningens Døgn.


Mærsk McKinney Møller Videncenter