PRESSEMEDDELELSE

De skal udvikle Sorø
Nu er alle pladser besat i Sorø Kommunes nye erhvervsudviklingsråd. Et bredt udsnit af det lokale erhvervsliv er repræsenteret i rådet.

Fra it og kommunikation til fladskærme og fremstilling af maskindele. Fra miljøteknologi til finansiel rådgivning. Sorø Kommunes nye erhvervsudviklingsråd spænder vidt, både hvad angår branche og virksomhedsstørrelse.

Og der bliver god brug for de mange erfaringer og kompetencer. For der er nok at tage fat på for det nye råd.

Kedelig omtale af det lokale erhvervsklima skal vendes til positiv. Der skal tiltrækkes flere vidensvirksomheder. Infrastrukturen skal forbedres. Der skal skabes lokale virksomhedsnetværk.

Alt sammen for at skabe flere muligheder for vækst og udvikling i det lokale erhvervsliv og dermed styrke kommunen som helhed.

Borgmester Ivan Hansen er ovenud tilfreds med det nye råd:

”Jeg er meget glad for den velvilje erhvervslivet viser over for projektet. Det er nogle spændende virksomheder, som er repræsenteret i rådet, og nogle meget kompetente og fremsynede erhvervsfolk. Så jeg er sikker på, at der nok skal komme noget godt ud af, at vi nu sætter os sammen og i fællesskab arbejder på at styrke mulighederne for erhvervslivet,” siger han.

Et af medlemmerne i det nye råd er Fabrikant Per Møller fra virksomheden Mølbro A/S. Han siger: ”Jeg er spændt på, hvad der kan komme ud af rådets arbejde. Hvis kompetencerne er til stede, og kemien er der på holdet, er det min overbevisning at rådsmedlemmerne i forening kan få mange interessante ting til at lykkes.”

”For mig at se handler det om fra rådets side fra helikopterperspektiv at komme med nye input til vores kommune. Jeg vil tage afsæt i den omkringliggende verden, vi alle er en del af. Se mulighederne, og søge at spille Sorø aktivt ind på banen ved blandt andet at tænke på tværs af brancher og aktivt skabe nye netværk og samarbejdsformer.”

Hans Henningsen fra DBI Plastics glæder sig ligeledes over, at rådet bliver etableret. ”Det er positivt, at vi nu får sådan et råd. Det er en måde at få erhvervslivet højere op på dagsordenen og bidrage til at skabe nogle rammebetingelser, der styrker og udvikler erhvervsklimaet i kommunen,” siger Hans Henningsen, som også er formand for DI Vestsjælland.

Erhvervsudviklingsrådet udgør et centralt element i Sorø Kommunes nye struktur på erhvervsområdet. Rådet skal være tænketank og sparringspartner for kommunen i den strategiske indsats for at styrke og udvikle det lokale erhvervsliv. Rådet skal mødes cirka en gang i kvartalet og skal arbejde tæt sammen med Sorø Kommunes nye erhvervsudviklingskonsulent, Niels-Henrik Glisbjerg.

Her er det nye erhvervsudviklingsråd:

Mads Birk Kristoffersen, Gefion

Flemming Christensen, Filadelfia

Per Møller, Mølbro A/S

Hans Henningsen, DBI Plastics A/S

Paw Nielsen, Højvang Miljølaboratorium

Torben Halgaard, Danske Bank A/S Sorø afd.

Lars Mouritsen, Kopp-Sorø A/S

Michael von Bülow, Nisted-Bruun + von Bülow

Johannes Dahl Lumholt, DL Net ApS

Henrik Endahl, Sorø Radio

Mølbro A/S
Del på sociale medier