PRESSEMEDDELELSE

Ny spildevandsplan skal sikre sundheden

Sorø Byråd har vedtaget en ny spildevandsplan, som omfatter øgede investeringer i kloakrenovering, kloakering af det åbne land og kloakseparering af spildevand og regnvand.

For at fastholde en generel høj sundhedstilstand er det nødvendigt at have et velfungerende kloaknet, ligesom velfungerende renseanlæg er nødvendige for ikke at belaste vandmiljøet. Det kræver en større investering i kloaksystemet, og det er nu vedtaget, idet budgettet er fordoblet til 25 mio. om året, stigende til 27 mio. om året i planperioden 2010 til 2015.

Pengene skal bruges til at kloakere de små bysamfund i det åbne land og til at centralisere renseanlæggene idet otte små renseanlæg nedlægges og der etableres pumpestationer og transportledninger til primært Stenlille renseanlæg.

Desuden skal kloakkerne i byerne renoveres og separeres, så spildevand løber i én ledning og regnvand i en anden. Endelig er der afsat midler til måling og modellering af vandføring i kloak og ikke mindst af overløb af urenset spildevand til søer og vandløb ved kraftige regnskyl.

Bedre spildevandsrensning i det åbne land
I Sorø er der ca. 2.800 ejendomme i ”det åbne land”, som ikke er tilsluttet det offentlige kloaksystem. Ud af disse ejendomme har mere end 700 direkte udledning fra en bundfældningstank til et markdræn, et vandløb eller en sø. Disse ejendomme skal have forbedret deres spildevandsrensning inden udgangen af 2013.

For mange kommer dette som en overraskelse, men det er en folketingsbeslutning fra 1997, som nu bliver ført ud i livet. Mange vil vælge at etablere en ny bundfældningstank med et tryksat nedsivningssystem, men der er en række andre muligheder, som eksempelvis pileanlæg eller minirenseanlæg.

Klimaændringer stiller nye krav
Spildevandsplanen tager også stilling til en klimatilpasning, hvor vi allerede nu ser mere ekstrem regn, som vil give flere oversvømmelser fra juni til oktober. Et af de værktøjer, som bliver introduceret med den nye spildevandsplan, er LAR: Lokal Afledning af Regnvand. Det går ud på, at nybyggeri fremover skal forsinke og nedsive regnvandet på egen grund, så kun overskudsnedbøren ledes videre til regnvandskloak og vandløb.

Sorø Kommune har desuden udført en terrænanalyse, der klarlægger, hvor der er risiko for oversvømmelser, og hvor man derfor skal tage særlige foranstaltninger for ikke at få sin kælder eller gulv oversvømmet ved kraftige regnskyl eller sneafsmeltning, som vi har set midt i januar 2011.

Hvis du vil vide mere
Det fremgår af spildevandsplanen, om din ejendom ligger i et kloakeret område, samt hvilke kommende planer der ligger for kloakering i planperioden 2010 til 2015.

Du kan læse mere om spildevandsplanen kommunens hjemmeside: www.soroe.dk/spildevand. Her kan du også finde foldere og brochurer som gerne skulle kunne hjælpe dig videre.

Spildevandsplanen blev vedtaget af byrådet den 15. december. Planen gælder frem til 2015.

Sorø Sø
Del på sociale medier