Efterårsvejret var klart og solrigt, så folk i Sorø og omegn valgte weekendens messe fra til fordel for udendørs aktiviteter. Der kom kun halvt så mange besøgende (ca. 2500) som arrangøren, Metria Messer, havde regnet med.

Måske skyldtes det også, at der ikke var så mange detailhandlere blandt udstillerne? Messeforum Sorø markedsførte sig som en bolig- og livsstilsmesse, men der var en klar overvægt af, i øvrigt udmærkede, håndværkere.

De bløde og feminine (bygningsingeniører ville nok sige ”ligegyldige”) aspekter af boligens indretning manglede. Møbler til børn og voksne, tæpper, puder, køkkenting, tapet, maling, home deco, indretningskonsulenter, boligbøger… you name it (they didn’t have it).

Vi savnede EAs marimekko, Bellis’ porcelænsknopper, Sy & Rens’ patchwork og den slags stads. Eller trendy Tilka, porcelæn fra Imerco og farver fra Flügger. Det havde da også været fint, hvis nogle af de spændende interiørbutikker i Slagelse og Ringsted havde gjort opmærksom på sig selv på Sorø Messen. Det er ok at ose udenbys, så længe vi kører Dankortet igennem i Sorø, ikke sandt?

Genbrugsbølgen er over os, og Sorøs gode genbrugsbutikker kunne evt. have sammensat en stand med loppefund. En idé til næste år.

En anlægsgartner, havedesigner eller planteskolerepræsentant havde også været godt som supplement til Uniks stand. Jeg er selvfølgelig enormt skuffet over, at jeg ikke vandt den udestue, men uanset… Oktober er jo den travleste måned overhovedet, når det gælder haveomlægning. Måske kunne vi invitere en guru til messen næste år, Claus Dalby, Erik Andersen fra TV2 East eller lignende.

Eller måske skulle man flytte messen frem til november og kalde det en julemesse? Noget må der gøres for at skaffe mere opbakning, for Sorø skal da have en messe. En messe, der afspejler Sorøs alsidighed.

60 kr. var måske lige i overkanten for legelandet, men vi vil gerne betale 100 kr. i entré, hvis der virkelig er noget at komme efter. Så flot er vejret trods alt ikke i Sorø om efteråret.