Kongebroen, der er Sorøs vestlige indfaldsvej, har en lang og omskiftelig historie. Den ligger i forlængelse af Slagelsevej og deler Sorø Sø fra Pedersborg Sø.

Christian IV byggede veje overalt i landet, så han kunne komme hurtigt frem med sit følge og sine embedsmænd. Disse veje var forbeholdt kongen, hans familie og medarbejdere, så der var bom for alle sidevejene.

Kongebroen i Sorø er en af disse kongelige veje. Den blev anlagt hen over Sor-øen først i 1600-tallet, så man slap for at skulle hele vejen rundt om søen. Broen var 4,5 alen bred (2,5 m).

I 1840erne blev broen lavet om til en dæmning, så den tunge postvogn ikke risikerede at falde igennem.

Den sidste omlægning af broen skete samtidig med en udvidelse af Slagelsevej i 1957-60. Før 1957 var den smalle Kongebro belagt med idylliske chaussésten og omfavnet af en allé. Vejen blev gjort bredere mod syd ved at inddrage noget af Sorø sø, træerne blev fældet, og der blev lagt trafiksikker asfalt på vejen.