Så har frosten bidt sig fast i Sorø, og det er på høje tid at få dahlia knoldene gravet op og lagt i sikkerhed inden døre. Dahlia eller georginer kan ikke overvintre i haven. Blade og blomster falder sammen, når de udsættes for frost, og så skal man skynde sig at tage rødderne ind.

Hvis man vil genbruge planterne næste sommer, skal de opbevares frostfrit frem til maj, f.eks. i en kølig kælder eller et frostfrit skur. Klip planten af, men lad 10 cm af stilken sidde tilbage på knolden. Børst jorden af knoldene og læg dem i et fad, evt. med lidt spagnum eller sand.

De rådner, hvis de ligger for fugtigt, tæt og varmt. Omvendt må de heller ikke tørre helt ind. Dog svulmer de som regel hurtigt op igen, når de kommer tilbage i jorden.

Dahlia kan blomstre uafbrudt i mange måneder, hvis man giver dem en plads i solen og vander og gøder flittigt.

Dahlia 'Happy Wink'