Sorø Roklub på Frederiksvej 33 omfatter roning på alle niveauer og for alle aldersklasser. Klubben ligger på nordøst-siden af Sorø Sø. Alle, der er fyldt 12 år, og som kan svømme 300 meter uden pause, kan blive medlem af Sorø Roklub. Medlemmerne instrueres i roteknik, sikkerhed og søfartsregler, pleje af udstyr, Sorøs rofarvand og meget mere. Efter en række lektioner med én af Sorø Ruklubs erfarne instruktører er der også mulighed for at ro på egen hånd. Sorø Roklub råder over det nødvendige udstyr, så man møder blot op i behageligt tøj, der tåler at blive beskidt.


Indledningsvist kan man få et par prøvetimer. Kontingentet er 1900 kr. årligt for medlemmer over 18 år og 1300 kr. årligt for medlemmer under 18 år.

Sorø Roklub spiller naturligvis en hovedrolle i den berømte Sorø Regatta, som også i år blev en stor succes. Regattaen 2010 omfattede hele 1634 rosæder og en festival i Storgade. Byen summede af liv og glade dage, særligt nede ved søbredden hvor mange benyttede sig af muligheden for at få en kold dukkert under den sydende varme sommersol.