Sorø Internationale musikfestival er begyndt sin 42. sæson med sommerkoncerter. Festivalen er en af de begivenheder, der sætter Sorø på landkortet.

Koncerterne afholdes som hovedregel i Sorø Klosterkirke onsdage kl. 20.00 (koncertintroduktion fra kl. 19.45).
Som sædvanligt er koncertrækkens hovedvægt lagt på kor og orgelmusik, der passer suverænt til den gamle Klosterkirkes helt enestående akustik.

Kirkerummet er som skabt til disse musikformer. Kirkens mure og arkitektur har oprindelse ca. 1180, medens hvælvene i midterskibet, som bidrager til den særlige akustik, er opført efter en brand i 1247. Man kan levende forestille sig, hvordan munkene har benyttet kirken til sang og bøn fem gange i døgnet.

I sommerens løb danner det fantastiske kirkerum således mere end blot kulisse for spændende koncertoplevelser med Goldberg variationer, opera og ukrainsk korklang foruden orgelmusik. Til finalekoncerten søndag den 29. august kl. 16.00 opfører Chorus Soranus Haydn.

Læs mere om de enkelte koncerter på Sorø Internationale Musikfestivals hjemmeside.