Sydvestsjælland er befolket af mange haveentusiaster, hvoraf nogle holder åben have i ny og næ. I morgen lørdag den 3. juli holder tre haver åben kl. 10-17:

Gul rose
Det er have-tid, og roserne blomstrer

Markas Have
En frodig have på ca. 2500 m2. Tilplantet med mange sjældne træer og buske, bl.a. ca. 20 forskellige magnolier. Desuden mange rhododendron, hosta, heraf ca. 50 minihosta plantet i stenbede, primula, alpine planter, mange skyggeplanter samt staudebed.
Adresse: Holbækvej 246, 4100 Ringsted
Fru Hansens Have
Et 100 meter langt staudebed byder velkommen til en stor landlig have på 5000 m2. Træer, buske, stauder, urtehave, græsser, kunst, kreative udfoldelser, afslapning og nydelse. Det hele er repræsenteret i haven, som trods mangfoldigheden virker rolig og harmonisk.
Adresse: Møllebjergvej 10, Valsømagle, 4100 Ringsted
Oasen i Ulstrup
Stor og alsidig beplantet landbohave med bl.a. rhododendron, azaleaer, kameliaer, roser, græsser og stauder, gl. maleriske frugttræer, opstammede cypresser, kobberbirk, papirbarkløn, kinesertræ og ægte tulipantræ. Mange gode kig gennem haven, som er opdelt af hække og slyngede stier. Flere siddepladser, hvor medbragt mad/kaffe kan nydes.
Adresse: Skelbyvej 80, Ulstrup, 4171 Glumsø