Fru Fernando Møhge med frisørsaksen. Foto: awb

Selvom det knapt kan ses, så er fru Fernando Møhge i Absalonsgade ved at komme til alders. Hun har selv lige opdaget, at det nu på lørdag den 29. september minsandten er 20 år siden, hun blev udlært som frisør! Det skal fejres – med tilbud, gaver og lækkerier til kunderne i hele tre dage.

I salon Fernando Møhge bliver der torsdag 27., fredag 28. og lørdag 29. september festet med minus 20 pct. på alle produkter (gælder ikke i forvejen nedsatte ting og de ”oh-so-fine-jewels”) og gaver til alle betalende kunder. Lørdag, på selve 20-års jubilæumsdagen, holdes salonen ekstra åbent fra 10 til 13, mens fru Møhge sælger udvalgte produkter til til rene foræringspriser.

Tyveårs dagen er virkelig enestående. Fru Møghe, alias Anja Rambøl, har nemlig sprængt frisørsfagets statistik, som fortæller at en frisør i gennemsnit kun arbejder syv år inden for faget. Og det vel at mærke inklusive de fire år, man står i lære.

Det var i øvrigt i 2014 Anja overtog salonen på egen hånd. Den er siden bygget om og bl.a. indrettet med unikke snedkererede sager fra det lokale firma Woodwork & Junk.