Realdania har netop offentliggjort, at de vil give 1,83 mio. kroner i støtte til bæredygtig renovering af den bygning på Holbergskolen, som skal huse Troldehaven, når den integrerede daginstitution flytter ind på skolen. Det oplyser Sorø Kommune i en pressemeddelelse.

Sorø Kommune er en ud af blot 11 kommuner, som Realdania har valgt at støtte. Midlerne kommer fra en pulje til bæredygtighedsprojekter, som Realdania lancerede i forbindelse med coronakrisen for at understøtte byggesektoren og fremme bæredygtigt byggeri.

Borgmester Gert Jørgensen siger:
– Vi er meget glade for, at Realdania har valgt at tilgodese Sorø Kommune. Det giver nogle spændende muligheder for at renovere bygningerne på en bæredygtig måde, som gavner både klimaet og de børn og medarbejdere, som får glæde af den kommende daginstitution, når Troldehaven flyttes til Holbergskolen.

Midlerne omfatter 250.000 til rådgivning om bæredygtig renovering, samt 1.580.000 kroner til selve renoveringen.

Bæredygtige erfaringer
Præcis hvordan den bæredygtige renovering skal udformes, ligger endnu ikke fast. Et væsentligt element bliver med al sandsynlighed at genbruge bygningens betonskelet, mens tag, ydervægge, gulve, vinduer mv. vil blive skiftet.

Formand for Teknik og Miljøudvalget, Jens Nygaard, siger:
– Byggebranchen tegner sig for en markant del af samfundets CO2-udledning, så derfor er det meget spændende, at vi nu får mulighed for at gøre os nogle erfaringer med bæredygtig renovering.

Filantropidirektør i Realdania, Nina Kovsted Helk, siger:
– Ved at give kommunerne lidt ekstra luft i budgetterne til målrettede bæredygtighedsanalyser og til efterfølgende at realisere de justerede byggeprojekter, er vi både med til at gøre de konkrete byggerier grønnere og ejendomsafdelingerne endnu klogere på bæredygtighed. Den nye viden, som nu kommer ud i kommunerne, håber vi, også vil spille ind i mange andre kommunale byggeprojekter fremover – i hele landet.

Pædagogiske rammer
Renoveringen vil også omfatte bygningernes indre, som skal passe til en moderne daginstitutions behov i forhold til indeklima, pædagogisk indretning og ruminddeling.

Formand for Børn og Undervisningsudvalget, Lars Damgaard siger:
– Jeg glæder mig især på børnenes, forældrenes og medarbejdernes vegne over, at vi med Realdanias støtte kan skabe nogle endnu bedre rammer for børnene i den nye institution. Udover at styrke brobygningen med skolen, får også rammerne om det pædagogiske arbejde et løft, når institutionen flytter ind på skolens område.

Sorø Kommune forventer at udbyde projektet i foråret 2021, og at påbegynde renoveringsarbejdet i sommeren 2021.

Foto: ABW
Del på sociale medier