Astrid Carøe på 23 år blev mandag aften valgt som folketingskandidat for SF af partiforeningerne i Sorø og Ringsted. Det glæder hun sig over, og ser frem til arbejdet.

“Jeg er meget beæret over valget. Jeg har i hele mit ungdomsliv kæmpet i mod de uretfærdigheder jeg ser i vores samfund og virkelig ønsket at ændre dem. Det kan jeg som medlem af Folketinget, og jeg går helt klart efter at blive valgt,” lyder det fra Astrid.

Astrid har en lang baggrund i SF og SF Ungdom, hvor hun allerede startede som 16 årig, og i dag sidder hun i forretningsudvalget i SFU.

“Helt grundlæggende vil jeg kæmpe for, at alle har lige muligheder for at få det liv de ønsker uanset baggrund, og hvor i landet man bor. Det kræver at vi tager ansvar for, at der er ingen der er fattige i Danmark, og at vi har en klode til fremtidens generationer. Det ansvar vil jeg gerne tage.

Derudover vil jeg specifikt kæmpe på Sjælland for, at der skal være flere uddannelsesmuligheder lokalt, og bedre og billigere offentlig transport, så alle kan komme rundt i vores region, uanset om man har bil eller ej.”

Astrid Carøe. Privatfoto.

På det fælles medlemsmøde med SF Ringsted og Sorø blev Astrid enstemmigt valgt som kandidat.

“Vi er super glade for at Astrid har sagt ja til at være vores kandidat, og vi glæder os til at samarbejde med hende. Det er dejligt at have en lokal kandidat, som kan løfte SF’s politik på Vestsjælland,” siger Linda Nielsen, byrådsmedlem for SF i Sorø Kommune.

Astrid Carøe har tidligere stillet op til kommunalvalget i Sorø i 2013 og var utroligt tæt på at blive valgt.

“Jeg var virkelig ærgerlig over ikke at blive valgt den gang, men jeg så mit flotte stemmetal som et tydeligt tegn på, at sjællænderne ønsker flere unge i politik,” siger hun smilende.

“Siden da har jeg arbejdet, rejst rundt i verden og nu studerer jeg. Jeg er så klar til at blive folkevalgt, og jeg går benhårdt efter det!”

Astrid er opvokset i Sorø, har gået på Pedersborg Skole og senere på Slagelse Gymnasium. Hun bor ikke længere i regionen, da hun er flyttet til København for at studere.