Den 2. juni bliver en sand festdag i Sorø. Mens Sorø Kunstmuseum fejrer 75 års jubilæum med et væld af spændende oplevelser, så bryder biblioteksgården ud i maratonsang og bymidten fyldes med en masse glade løbere til Sorø Byløb. 

Ved et tilfælde viste det sig, at dagen for Sorø Kunstmuseums 75 års jubilæum faldt sammen med, at Sanne Lohmann fra Sorø Bibliotek og Erik Lindsø arrangerede Maratonsang i i bibliotekets gård, og at det samtidig var dagen for Sorø Byløb.

Sanne Fejfer Olsen ser til ved prøverne på 1x1x1 tidligere på året.

“Vi glæder os over at kunne trække på synergien mellem de tre arrangementer” fortæller Sanne Fejfer Olsen, publikumschef på Sorø Kunstmuseum, “og således løftes vores hver især flotte begivenheder op til en større oplevelse for ALLE gæster.”

Hun er glad og stolt over, at det gennem samarbejdet med Sorø Bibliotek og Sorø Byløb er blevet muligt at skabe en dag, der kan tilbyde soranere og besøgende en oplevelse ud over det sædvanlige.

Således vil der i løbet af dagen være flere store kulturpersonligheder, som både deltager i arrangementer på kunstmuseet og som sangværter ved Sorø Biblioteks Maratonsang i biblioteksgården. Folketingsmedlem Bertel Haarder, forfatter Ida Jessen og borgmester Gert Jørgensen deltager fx i begge begivenheder.

Opvarmning af løberne i Storgade ved Susanne Knudsen giver desuden anledning til, at sangerne i biblioteksgården kan fylde op i kaffekoppene og løsne lidt op i kroppen.

I biblioteksgården og i museumsgården kan tilskuere, løbere, sangere og gæster til museet alle få stillet deres sult ved et streetfoodmarked, hvor flere af byens madsteder deltager med boder. Her deltager fx Støvlet Katrines Hus, Comwell Storkro, Wonderful Lifestyle, Skotte & Stentoft, Restaurant ParnasHuset og JuiceClub.

“Vi opfordrer deltagerne i byløbet og deres publikum til at blive en time eller to ekstra efter endt løb og benytte sig af at man kan synge med, få stillet sulten og blive udfordret på ens kulturelle forståelse,” siger Sanne Fejfer Olsen.

Tre begivenheder, én fest
Den 2. juni er der fra kl. 10 til 17 gratis adgang til Sorø Kunstmuseum, der byder på et spændende og alsidigt program.

Det vil blandt andet være muligt at (gen)se den flotte og intense forestilling 1X1X1 med Andrea Vagn Jensen, med hjælp fra elever fra Sorø Musiske Skole vil nogle af museets malerier blive levende, kulturpersonligheder og venner af museet vil præsentere deres yndlingsværk og der vil være børneworkshop med den anerkendte kunstner Alfio Bonanno. Se Sorø Kunstmuseums program her.

I bibliotekets gård kan du sammen med dagens sangværter og pianister være med til at synge Højskolesangbogen igennem afsnit for afsnit, når der fra kl. 9 til kl. 18 holdes Maratonsang. Se programmet for Maratonsang her.

Og så kan du deltage i – eller stå på sidelinjen ved – Sorø Byløb fra kl. 10. Se programmet for Sorø Byløb her.

“Et sandt overflødighedshorn af oplevelser, der er blevet større ved, at vi har slået os sammen,” slutter Sanne.

 

GemGem

GemGem