Elever og forældre har indstillet 7 lærere fra Sorø Privatskole til Politikens Undervisningspris 2018. Undervisningsprisen skal være med til at hylde nogle af alle de dygtige lærere, der findes i de danske grundskoler og ungdomsuddannelser.

Kristina Walsø Christensen. Foto: Sorø Privatskole.

Det skriver Sorø Privatskole til Dit Sorø.

Politikens Undervisningspris hylder de lærere, der udfordrer og griber eleverne, og som får dem engageret og viser dem nye perspektiver. Alle, der kender en dygtig lærer, kan indstille en kandidat.

Det vil sige både elever, forældre, kolleger og ledere. Indstillingerne skal dog indeholde en begrundelse og eksempler på, hvad læreren har gjort i undervisningen, som berettiger dem til prisen. Det er sjette år i træk, at undervisningsprisen bliver uddelt.

I år skal vinderne findes mellem 1.900 indstillede lærere. På Sorø Privatskole er 7 lærere indstillet til prisen. Det drejer sig om Anne Pernille Rundager, Christin Lihn Mikkelsen, Jette Ekholm, Julie Elisabeth Andersen, Kristina Walsø, Malene Leander Munk Siebenkäss og Mia Cordes. Flere af lærerne er ovenikøbet indstillet flere gange.

”Jeg ved allerede som lærer og afdelingsleder, at vi har nogle virkelig dygtige lærere her på Sorø Privatskole. Den del overrasker mig ikke. Men det glæder mig, at der bliver lagt mærke til det hos både elever og forældre, og at de tager sig tid til, at indstille nogle af de her lærere, der gør en forskel for dem.

Engagerede elever, forældre og lærere er en virkelig vigtig del af skolen. Det er netop det gode forhold til læreren, der får eleverne til at udvikle sig både fagligt og personligt,” fortæller Søren Jul Christiansen, der er lærer og afdelingsleder for 4.-6. klasse på Sorø Privatskole.

Kristina Walsø, som er indstillet 6 gange, fortæller om hvordan det er at være indstillet til Politikens Undervisningspris:

”Man bliver da glad indeni. Det er prisværdigt, at nogen har tid og overskud til påskønne ens arbejde. Det er jo ikke af pligt det her, men måske fordi man ikke får det sagt ind i mellem. Jeg bliver også glad, når forældre giver mig tilbagemeldinger i dagligdagen.

Det kan være på selv de mindste ting. Det handler ikke kun om at præge eleverne fagligt, men også rent menneskeligt. Jeg tror, det bertyder meget for forældrene, at de har en pilot i hverdagen. En som tør stå ved det, der bliver sagt og gjort. En som de trygt kan overlade deres børn til.”

Kristina Walsø har fået denne begrundelse fra en forældre; ”Hun er kærlig og omsorgsfuld over for hendes elever. Der er tid og plads til et kram til de elever, der har brug for det. Der er en gensidig respekt mellem hende og eleverne, som gør at lysten til at lære bliver stor hos eleverne.”

Det er nu op til to dommerpaneler at finde vinderne, der skal hædres ved prisfesten i Politikens Hus 2. maj. Politikens Undervisningspris har 3 priser á 75.000 kroner til én til en lærer i henholdsvis grundskolen, gymnasierne og erhvervsuddannelserne. Derudover er der en række særpriser på 25.000 kroner i hver af de tre kategorier.

Undervisningsprisen er et samarbejde mellem Politiken og Lundbeckfonden.

GemGem