300 kvinder fra hele landet samles på Musholm Konferencecenter i Korsør 4.-6. maj til Lands- og Repræsentantskabsmøde for Danmarks soroptimister. Mødet er tilrettelagt af soroptimistklubberne i Holbæk, Kalundborg og Slagelse.

Foto: Soroptimisterne.

Fredag den 4. maj vil ca. 200 af deltagerne spise i ParnasHuset i Sorø efter besøg på Sorø Akademi og i Klosterkirken eller på Trelleborg i Vemmelev.

De 300 kvinder huses i Korsør samt i Kalundborg, Holbæk, Slagelse, Skælskør og Sorø. Mange af deltagerne vil benytte lejligheden til at opleve egnen, og både vejret, Vestsjællands attraktioner og erhverv skulle derfor gerne vise sig fra den bedste side i de dage.

Mange erhvervsdrivende i de nævnte byer har sponsoreret fine lotterigevinster, og indtægterne ved lotteriet indgår som støtte til soroptimisternes hjælpeprojekt i Uganda til uddannelse af unge kvinder.

Soroptimist International – et netværk for kvinder
Soroptimist International (SI) er et netværk for kvinder med medlemmer over hele verden, som arbejder for at gøre det muligt for kvinder og piger at få undervisning, støtte og vejledning, så de bliver i stand til at forbedre deres livsvilkår.

På verdensplan deltager mere end 75.000 kvinder i 3.000 SI-klubber, som arbejder sammen for at nå dette mål. Arbejdet foregår på tværs af landegrænser i 122 lande. I Danmark er der 1.550 medlemmer. Og der har eksisteret klubber i 82 år.

”Soroptimist” er en kombination af de latinske ord ”soror”(søster), og ”optima” (bedste) og signalerer dermed et ønske om det bedste for kvinder.

I den europæiske del (SIE) støtter, gennemfører og/eller financierer medlemmerne i gennemsnit 4.500 projekter. Mere end 1,7 millioner kvinder og piger nyder godt af denne indsats. Gennem vores repræsentanter i internationale institutioner taler SI med en stærk stemme for at fremme kvinders rettigheder. Medlemmerne er kvinder i alle aldre, repræsenterende et bredt udsnit af erhverv. Fra den platform deles viden og erfaring. Ønsket er at sikre alle kvinder og piger på alle samfundsniveauer adgang til at blive ledere i deres respektive lokalsamfund.

SI’s fem fokusområder er: Undervisning, Styrkelse og opbygning af kvinders erhvervsmuligheder, Vold mod kvinder, Sundhed og fødevaresikkerhed samt Bæredygtighed. SI har rådgivende status i FN’s økonomiske og sociale råd – ECOSOC. SI arbejder aktivt i møder i FN’s institutioner. Og har som en af de få NGO’er deltagerstatus i Europarådet.

Der er mange flere oplysninger på www.soroptimist-danmark.dk

Mødet afholdes i Vestsjælland, fordi Unionspræcidenten kommer fra denne region. Det er cand.jur. Karen-Lisbet Jacobsen fra SI-Slagelse.