30 elever fra 7.-9. klasse deltog tirsdag den 20. februar i Sorø Filmfestival på Sorø Privatskole. Filmfestivalen, der er arrangereret af skolens valgfag Kommunikation & Medier, er en ny tradition med rød løber, snacks og prisoverrækkelse på skolen.

Det skriver Sorø Privatskole til Dit Sorø.

En del elever blev lidt længere i skole tirsdag den 20. februar, hvor der var ankomst på den røde løber efter skole, kl. 15.00, til den første udgave af Sorø Filmfestival på Sorø Privatskole.

Filmfestivalen er arrangeret af valgfaget Kommunikation & Medier for eleverne i 7.-9. klasse, der siden starten af januar har haft tid til at lave en film efter eget ønske, som de kunne sende til bedømmelse af juryen.

Hovedprisvinderne. Foto: Sorø Privatskole.

”Det er 4. år med valgfaget Kommunikation & medier på Sorø Privatskole, så nu tænkte jeg det var tid til at starte en filmfestival op. Jeg er selv kandidat i medievidenskab og lidt af en filmnørd, men film fylder også meget i elevernes verden.

Filmmediet er tilgængeligt som aldrig før, efter det er blevet hvermandseje med god kamerakvalitet og brugervenlige redigeringsprogrammer i en og samme enhed.

Mange af eleverne laver allerede film i andre fag eller i fritiden på sociale medier som YouTube, Snapchat og Instagram,” forklarer Morten Bay Knudsen, der er underviser i Kommunikation & Medier på Sorø Privatskole.

Sorø Filmfestival forløb helt som planlagt med røde løber, snacks, drinks, filmfremvisning og prisoverrækkelse. I alt deltog 11 film, i vidt forskellige genre, i filmfestivalen, så det var svært at sammenligne dem og finde frem til vinderfilmene.

Hovedprisen og talentprisen gik til filmene, der arbejdede seriøst med genren og som var korte og præcise i deres fortælling med brug af udvalgte kameravinkler, visuelle ellementer og musik. Derudover var der en publikumspris, som eleverne, der var til stede, fik lov til at udpege.

Hovedprisen blev vundet af Rosa, Dagmar, Frederikke fra 7.X og deres film Upgrade to X. Hovedprisen var en Viggo-statuette, opkaldt efter den verdensberømte skuespiller Viggo Mortensen, der har familie på Midtsjælland, en kæmpe kagemand til klassen fra Sejers Konditori og blomster fra Acacia blomsterbutik.

Talentprisen blev vunder af Smilla, Camille og Elisabeth fra 7.X og deres film Godt i alt ondt. Talentprisen var et gavekort med juice til 5 personer fra Juice Club og blomster fra Acacia blomsterbutik.

Publikumsprisen blev vundet af Lise Jenner fra 7.X og hendes film Husk Cykelhjelm. Publikumsprisen var et gavekort med mad for 50 kr. i skoleboden på Sorø Privatskole.

Valgfaget Kommunikation & Medier er et blandt flere valgfag på Sorø Privatskole for eleverne i 7.-9. klasse. Formålet med valgfagene er, at styrke elevernes forståelse af verden omkring dem, det tværfaglige samarbejde og brobygningen til ungdomsuddannelserne.

”Vi startede skoleåret med at være publikum til Odense Internationale Filmfestival tilbage i august 2017. Derudover har vi arbejdet med kortfilm, musikvideoer, kameravinkler og andre medieprodukter i grupper. Men filmmediet rummer uendelige muligheder, så mange gange handler det bare om at slippe fantasien løs eller lade sig inspirere af, hvad andre han har lavet, og gøre det på en ny måde.

Jeg håber selvfølgelig, at nogle af eleverne vil opsøge en videregående uddannelse inden for film og medier. Sikkert er det i hvert fald af, at kompetencer indenfor videoproduktion og redigeringen er efterspurgt hos mange, når de skal ud på arbejdsmarkedet,” afslutter Morten Bay Knudsen.

 

Talentprisvinderne og Publikumsprisvinderen. Foto: Sorø Privatskole.