Sorø Privatskole har ledige pladser i 0. og 4. klasse med skolestart august 2018. Efter skolen har fået tre klasser på alle årgange sker optag af nye elever kun på 0. og 4. årgang.

Første skoledag. Foto: Sorø Privatskole.

Det skriver Sorø Privatskole til Dit Sorø.

673 elever går der på Sorø Privatskole, og der er generelt stor søgning til skolen fra forældre, som ønsker at få deres børn ind. Derfor har skolen oprettet ventelister på alle årgange.

Optag af nye elever på Sorø Privatskole sker kun ved skolestart i august, hvor der starter 60 elever i de tre nye 0. klasser, og i 4. klasse, hvor der starter 12 elever i de tre eksisterende 4. klasser, fordi skolens klassekvotient stiger fra 20 til 24 elever pr. klasse.

”Vi opfordrer altid forældrene til at skrive deres børn op. Det er gratis, og ventelisterne kan hurtigt ændre sig, når vi begynder at gå listerne rigtigt igennem. Til kommende 0. og 4. klasse rykker de sig selvfølgelig ekstra meget, fordi det drejer sig om mange elever, der skal starte på en gang.

Faktisk har vi lige nu ledige pladser i 0. klasse og 4. klasse i skoleåret 2018-2019. Det betyder ikke, at det er umuligt at komme ind på skolen, muligheden er bare størst i 0. eller 4. klasse,” forklarer Lene Topshøj, viceskoleleder på Sorø Privatskole.

Optag af elever på andre årgange end 0. og 4. klasse foregår kun, hvis nuværende elever går ud af skolen af den ene eller anden årsag. Normalt optages elever på Sorø Privatskole efter dato for optagelse på ventelisten. Skolen kan dog se bort fra datoen på baggrund af søskende på skolen eller ventelisten eller af hensyn til balancen mellem antallet af piger og drenge i klassen.

”En traditionsrig, udviklingsorienteret og velfungerende skole er heldigvis noget, som mange forældre efterspørger. Men skolevalg er immervæk en stor beslutning, hvor flere ting spiller ind.

Derfor er vi også meget taknemmelige for, at der er fortsat er så mange i lokalområdet, som vælger at lade deres børn starte hos os.

Det er et aktivt tilvalg at være en del af privatskolen både hos børn, forældre og medarbejdere. Vi lever af anbefalinger, så når nogen vælger Sorø Privatskole, er det en tillidserklæring, vi tager meget seriøst,” supplerer Lene Topshøj.

Før skolestart i august holder Sorø Privatskole fire små besøgsdage for elever i kommende 0. klasse, hvor de synger, tegner, leger med mere. Elever i kommende 4. klasse bliver inviteret til en besøgsdag, hvor de følger deres kommende klasse.