Af Lars Schmidt, Michael Pihl og Henrik Kjølby Pedersen
Byrådsmedlemmer for Dansk Folkeparti i Sorø

Foto: DF Sorø

Dansk Folkeparti er et nationalkonservativt, socialpolitisk midterparti for almindelige lønmodtagere. Vi lægger vægt på det sociale ansvar i velfærds- og ældrepolitikken, men også på den økonomiske ansvarlighed, der må være grundlaget herfor. Det betyder, at vi kan samarbejde med forskellige partier og fløje i byrådet – og det har vi i praksis også vist, at vi kan.

Således har vi samarbejdet med V og K om en ansvarlig økonomisk genopretning af kommunens økonomi. Vi har gennemført en mere erhvervsvenlig linje i Sorø i et godt samarbejde med både K og V. Men vi samarbejder også gerne med f.eks. Socialdemokratiet om ældre og socialpolitikken og vi har gennemført flere ting i Sorø byråd med andre partier end de borgerlige.

Til gavn for almindelige lønmodtagere har DF Sorø således siden 2013 været drivkraften i Sorø byråd for effektive kommunale arbejdsklausuler og en troværdig lokalpolitik – imod social dumping på det lokale arbejdsmarked. Og vi har gennemført denne politik i et godt og frugtbart samarbejde med bl.a. Socialdemokratiet.

Et styrket DF Sorø vil arbejde videre for at sikre og udbygge denne politik til gavn for almindelige lønmodtagere i Sorø. DF Sorø har med støtte fra flere partier på tværs af fløjene opnået at få frisklavet dagligt kost tilbage til vores plejecentre i kommunen – til gavn for vore ældre. DF Sorø har i budget 2018 fået indført løfter om en ny, lokal veteranpolitik, som skal løfte opgaven med at få vores hjemvendte veteraner tilbage til en normal hverdag.

Som nationalkonservative er vi hverken liberale eller socialister. Vi forsvarer fællesskabet. Og som de eneste i byrådet står vi ved det nationale og kulturelle fællesskab, som er forudsætningen for at vi også kan være et socialt fællesskab. Derfor er vi også tit i opposition både til de yderste socialistiske partier og de yderste liberale partier, fordi deres udlændingepolitik nedbryder fællesskabet – lokalt og nationalt.

Hvis DF Sorø får din stemme ved kommunalvalget den 21. november, vil vi bruge den til gavn for fællesskabet og på tværs af ideologiske fløje.