To medarbejdere blev headhuntet. To andre medarbejdere søgte nyt job – og fik det. Ingen blev afskediget, da Område Nord i foråret skulle spare 1,8 millioner kroner.

Koordinator Anne Geertsen. Foto: Sorø Kommune.

Det skriver Sorø Kommune i en pressemeddelelse.

Når Sorø Kommunes nye specialtilbud, Sandlyng Supercenter åbner midt i september, bliver det med faste pædagoger, som er headhuntet til jobbet fra nogle af Sorø Kommunes øvrige institutioner.

Koordinator Anne Geertsen og medhjælper June Cort er to lyslevende eksempler på, at områdeledelse på dagtilbudsområdet åbner nye muligheder for at finde løsninger til gavn for helheden.

For at forstå det, spoler vi lige tiden tilbage til foråret 2017. Her stod det pludselig klart for daginstitutionerne i Område Nord, at de ville mangle 1,8 mio. kroner som følge af faldende børnetal. Det var med andre ord nødvendigt at tilpasse kapaciteten for at indhente den nødvendige besparelse.

Ordet ”kapacitetstilpasning” kan få hårene til at rejse sig i nakken på såvel medarbejdere som ledere på dagtilbudsområdet. Ofte betyder det nemlig, at børnetallet i institutionerne er faldet, og at der skal afskediges medarbejdere. Men sådan behøver det ikke altid være.

Helhedsblik skaber handlerum
Områdeleder Britta Huntley valgte nemlig at gribe situationen an på en utraditionel måde. I stedet for at afskedige medarbejdere for at indhente den nødvendige besparelse, lykkedes det gennem et helhedsblik på området frivilligt at flytte den overskydende arbejdskraft derhen, hvor der var behov for den.

“Vi stod foran at skulle åbne det nye specialtilbud i Sandlyng, hvor vi ville skulle ansætte nyt personale. Samtidig var der stor søgning til den nye vuggestue i Regnbuen i Ruds Vedby, så her var der to ledige stillinger. I stedet for at afskedige medarbejdere for at spare penge, for derefter at skulle ansætte nye medarbejdere to andre steder i kommunen, valgte vi at gå mere helhedsorienteret til værks,” siger Britta Huntley og fortsætter:

“I en fælles proces, hvor de pædagogiske ledere og MED-udvalget arbejdede sammen, lykkedes det at finde to medarbejdere til det nye specialtilbud. I forhold den nye vuggestue blev der slået to stillinger op, og medarbejdere i hele området blev opfordret til at søge dem. På den måde blev stillingerne besat, og budgettet overholdt, uden at man måtte sige farvel til en eneste medarbejder.”

Hurtig proces er en fordel

Medhjælper June Cort. Foto: Sorø Kommune

Anne Geertsen er en af de to, som blev ringet op af Britta Huntley og tilbudt et job i det nye supercenter. Hun sad i MED-udvalget på sin tidligere arbejdsplads og havde derfor godt hørt om processen, men ikke forestillet sig, at hun ville blive påvirket direkte.

“Det var dejligt at blive spurgt. Det var jo et udtryk for, at man mente, jeg ville kunne bidrage med noget godt til det nye supercenter. Samtidig satte det mig i et dilemma, fordi jeg var glad for mit job i Ventemøllegården. Jeg valgte at sige ja tak til det nye job, og alt i alt var det en god proces og en rigtig god løsning, der blev fundet.”

June Cort skiftede allerede pr. 1. juni jobbet som medhjælper i Sandlyng Børnehus ud med et job i vuggestuen i Regnbuen.

“Vi blev orienteret om problemstillingen med det faldende børnetal og opfordret til at byde ind, hvis vi var interesserede i en af de ledige stillinger i vuggestuen i Regnbuen. For mig var det en kærkommen mulighed for at prøve noget andet, så jeg slog til med det samme.

Og så gik det pludselig stærkt. Britta (Huntly, områdeleder, red.) ringede og tilbød mig jobbet, og allerede en måned senere startede jeg i Regnbuen.”

Når den hurtige proces er gået så godt, skyldes det ikke mindst en god planlægning og en tæt opfølgning, understreger June Cort.

“Vi havde nogle rigtig gode møder, hvor vi to nye fik lejlighed til lære vores nye kolleger og leder at kende og tale om, hvad vi hver især ønskede os og forventede af samarbejdet. Det var vigtigt, at vi kom godt fra start sammen, fordi vores kolleger i Regnbuen jo ikke havde været med til at ansætte os,” siger hun.

Fakta
Vuggestuen i Regnbuen i Ruds Vedby har eksisteret siden 2016 og har i dag 18 børn.

Sandlyng Supercenter er ved at blive etableret og åbner i løbet af september som et specialtilbud til børn med særlige behov, som vil have gavn af den tætte kobling til almenmiljøet i resten af Sandlyng Børnehus.

GemGem

GemGem