Ti såkaldte ”medicinrobotter” er lige nu på vej ud til borgere, som får hjælp fra Sorø Kommunes hjemmepleje. Robotterne skal hjælpe borgerne med at få den rigtige medicin på det rigtige tidspunkt.

Det skriver Sorø Kommune i en pressemeddelelse.

I løbet af de kommende måneder flytter en lille skare medicinrobotter ind hos udvalgte brugere af hjemmeplejen i Sorø. Robotterne – i alt ti styks af typen ”Evondos” – skal hjælpe borgerne med at tage den rigtige medicin på det rigtige tidspunkt.

”Det er tid til at tage din medicin.” Robotten Evondos skal hjælpe ældre i Sorø Hjemmepleje med at huske medicinen.

Det hele sker som et led i et pilotprojekt, Sorø Kommune gennemfører i samarbejde med VelfærdsInnovation Sjælland og fem andre kommuner.

Målet er at indhente konkrete erfaringer med den nye teknologi – både ud fra et borgerperspektiv og et kommuneperspektiv.

Teknologien giver tryghed
Robotterne er allerede nu i brug hos fem ældre borgere. Og de første tilbagemeldinger er positive, siger gruppeleder i Sorø Hjemmepleje, Camilla Clausen.

“Vi hører fra borgerne, at de er glade for robotten. Den er let at bruge, og borgerne oplever den som en hjælp i hverdagen. Borgerne oplever større tryghed i forhold til, at de nu får taget deres medicin korrekt.

Robotten giver simpelthen borgeren besked om, at nu er det tid til at tage medicinen. Den gør medicinen klar i den korrekte dosis, og hvis medicinen ikke bliver taget, sender den en besked til hjemmeplejen, så vi kan følge op i forhold til borgeren.”

Robotten hjælper ikke alene borgerne, den giver også en større tryghed for de pårørende og en højere grad af sikkerhed og fleksibilitet for personalet, vurderer gruppeleder i hjemmeplejen, Camilla Clausen, som er med til at opsætte robotterne hos borgerne.

Erfaringerne med robotterne viser vejen
Om medicinrobotterne bliver en standardløsning i Sorøs hjemmepleje, er det endnu lidt for tidligt at udtale sig om, siger Charlotte Sørensen projektleder i Sorø Sundhed og Omsorg. Hun fortsætter:

“Der er mange ting, som skal gå op i en højere enhed, før vi kan vurdere, om en velfærdsteknologi er en god løsning. Borgernes oplevelse er rigtig vigtig, og det skal jo også være en løsning, som er økonomisk fornuftig for kommunen. Det er noget af det, vi også skal afdække i pilotprojektet.”

Sorø Hjemmepleje følger medicinrobotterne tæt og vil løbende evaluere erfaringerne med den nye teknologi.

Fakta
Robotterne er af typen Evondos. Sorø Hjemmepleje er de første til at tage medicinrobotterne af denne type i brug i Danmark. Robotterne er udbredt i både Norge, Sverige og Finland.

Evondos kan bruges hos borgere som får deres medicin i dosisposer fra apoteket, hvilket en stor del af hjemmeplejens brugere gør.

Sorø Hjemmepleje har anskaffet i alt 10 Evondos-robotter, som skal fordeles blandt hjemmeplejens brugere. Det sker som led i et pilotprojekt, som er en del af et tværkommunalt samarbejde i samspil med VelfærdsInnovation Sjælland.