For relativt få midler har ildsjælene bag Klassisk Køredag skabt en kæmpebegivenhed i Sorø. Det er en tilbagevendende tradition, der med små og store justeringer bygger på konceptet, at veteranbil-entusiaster fra hele landet mødes i Sorø en gang om året. På Grundlovsdag.

Ronnie Mogensen

I trekløveret af lokale arrangører indgår Ronnie Mogensen, Torvets Bistro. “Jeg er glad og stolt over at være med til så flot et arrangement, der slog deltagerrekord i år. Vores børn og børnebørn deltog, og byen viste sig fra sin bedste side. Vi var også heldige med vejret”, siger Ronnie, da Dit Sorø møder ham, lige inden frokostkunderne stormer ind i Torvets Bistro.

Samarbejdet med Danske Veteranbil Klub og Sjællands Motorveteraner kan man roligt kalde en symbiose. “Klubberne vil gerne til Sorø, for vi kan som købstad tilbyde noget andet, end der hvor de ellers typisk holder træf. Og for Sorø betyder det liv i byen til gavn for bl.a. detailhandelen og spisesteder som vores”, fortæller Ronnie Mogensen, der også var med dengang bilerne linede op ved søen. Han er glad for at det de seneste fem år har været Akademihaven, Torvet og Storgade, som har dannet de hyggelige rammer om den nostalgiske bilfest.

Læs også Dit Sorøs interview med Ea Matzon og Steffen Beierholm.