Af Niels Hilker, formand for DN Sorø

Den politiske ledelse lokalt såvel som på landsplan har ikke natur og miljø som højeste prioritet. DN Sorø forudser på den baggrund, at der også i 2017 vil være stort behov for årvågenhed og engagement på natur- og miljøområdet. Den udfordring tager foreningen på sig, som Sorø Kommunes store grønne organisation. Det fremgår af den skriftlige årsberetning, som fremlægges på DN Sorøs Årsmøde 8. november 2017.

DN Sorø forventer at blive den, der skal sige fra over for byggeri i fredede eller beskyttede områder, der skal holde Sorø Kommune fast på en fremsynet klimaindsats, der skal holde øje med, at lokalplanerne bliver respekteret på natur- og miljøområdet.

Alt dette er ikke nødvendigvis populært i den brede offentlighed, men der er ingen andre til at påtage sig opgaven.

– Vi er ikke uundværlige, men vi har en vigtig rolle, slutter den skriftlige beretning.

DN Sorø, som er en lokalafdeling af Danmarks Naturfredningsforening, har ca. 800 medlemmer, hvoraf de 40 er aktive. Disse er organiseret i 10 arbejdsgrupper med forskellige opgaver, der appellerer til både hænder og hoveder. Og som altid har brug for en til.

Ovenstående er et uddrag af beretningen. Der linkes til vores hjemmeside med hele den skriftlige beretning, hvis der ønskes flere oplysninger, ligesom jeg altid kan kontaktes på mail eller telefon:

http://www.dn.dk/Admin/Public/DWSDownload.aspx?File=%2fFiles%2fFiler%2fLokale_afdelinger%2fSoroe%2fSkriftlig+beretning+for+DN+Sor%26oslash%3b+2016_endelig.pdf

Niels Hilker
Niels Hilker