Sorø Handel og Service og Dit Sorø knytter sig tættere sammen med det formål at give Sorø, Dianalund, Stenlille og Ruds Vedby den optimale markedsføring online.

Fra venstre: Signe Dahl Lumholt, Dit Sorø, Lars Mortensen og Bettina Nielsen, Sorø Handel og Service
Fra venstre: Signe Dahl Lumholt, Dit Sorø, Lars Mortensen og Bettina Nielsen, Sorø Handel og Service

”Dit Sorø har været medlem hos os siden starten, og det er på tide, at vi formaliserer partnerskabet. Den samarbejdspartner der kan profilere Sorø Handel og Service længst ud, det er Dit Sorø”, siger Bettina Nielsen, indehaver af Frisør AcaPella og aktivitetsformand for Sorø Handel og Service.

”Sorø Handel og Service gør en kæmpeindsats for at skabe gang i gaden via en række spændende aktiviteter, som Dit Sorø naturligvis skal have i kalenderen. Det er til alles fordel”, siger Signe Dahl Lumholt, redaktør på Dit Sorø. ”Vores læsere kommer primært fra Sorø Kommune og nabokommuner. Men vi får trafik fra hele landet, og vores københavnske læsere søger typisk efter bosætning, jobs og oplevelser. Ca. 1/3 af vores læsere klikker ind på forsiden af kalenderen, Det sker, og det gør de, fordi der sker så meget her, som er værd at skrive om”, supplerer redaktøren.

Lars Mortensen, formand for Sorø Handel og Service, er glad for at samarbejdet nu kommer op at køre. ”Vi skal bruge hinanden. I Dit Sorø har vi en sparringspartner, der sikrer, at vores aktiviteter eksponeres på sociale medier, og at vi når ud til f.eks. de yngre generationer, der primært orienterer sig via mobile enheder”, siger Lars Mortensen, der er indehaver af Støvlet Katrines Hus og medlem af Oplevelsesøkonomisk Netværk i Sorø.

Jens Arentzen
Jens Arentzen

Byportalen udgiver opslag fra en lang række lokale aktører og bruger bl.a. Facebook for at øge kendskabet til de lokale aktiviteter. Men Facebook er kun én pr-kanal. ”Online medier er i en rivende udvikling, senest har vi set hvordan det virtuelle og det fysiske smeltede sammen i form af Pokemon go. Der opstår hele tiden nye spændende muligheder, og vi er glade for muligheden for at kunne udvikle vores virtuelle virkelighed i tættere samarbejde med de ildsjæle, som leverer derude i den virkelige verden”, siger Signe Dahl Lumholt.

Sorø Handel og Services næste arrangement derude er mødet torsdag den 29. september, hvor Jens Arentzen, bl.a. kendt fra rollen som Ulrik Varnæs i Matador, vil holde foredrag om kommunikation, kropssprog og kundeservice. Det sker på Postgården, og alle er velkomne – tilmeld dig her.

Om Sorø Handel og Service (SOHS)
Stiftet i 2015
Ca. 50 medlemmer
Formålet er primært at fremme handel, erhverv og service i Sorø Kommune, herunder markedsføre byernes detailhandel og arrangere salgsfremmende arrangementer.

Om Dit Sorø
Stiftet i 2010
Ca. 130 partnere, primært lokale erhvervsdrivende og foreninger
Dit Sorø ejes af Byportalerne.dk Aps, etableret i 2014