Borgmester Gert Jørgensen har sammen med Sorø Kommunes erhvervschef, Niels-Henrik Glisbjerg, i dag sendt et brev til DSB med en opfordring til at bevare de nuværende tre togafgange i timen fra Sorø Station.

Ifølge de foreløbige oplysninger om den kommende køreplan er det nemlig planen at lade regionaltogene mellem Slagelse og Ny Ellebjerg køre forbi Sorø Station uden at standse. Og det vil være en ærgerlig beslutning, mener borgmesteren med henvisning til stationsområdet som et område i udvikling.

Sorø Station DSB

”Sorø Kommune og Sorø Station er et område i udvikling. Det ses blandt andet af regeringens finanslovsudspil, som lægger op til en udvidelse af parkeringsområdet ved stationen for at imødekomme den stigende ind- og udpendling fra stationen. De planlagte køreplansændringer går stik imod denne positive tendens og vil hæmme væksten og udviklingen,” hedder det i brevet.

– DSB har tidligere været i dialog med Sorø Pendlerforening og har i den forbindelse udtrykt vilje til at genoverveje de planlagte ændringer i køreplanen. Jeg synes, det er meget positivt, at DSB udviser vilje til at lytte til deres brugere, og derfor har jeg valgt at kontakte DSB og fortælle dem, hvordan de planlagte ændringer opleves fra os i Sorø. Der er ingen tvivl om, at de planlagte køreplansændringer vil betyde en markant forringelse af vilkårene for især pendlere og studerende, og det synes jeg er vigtigt at gøre DSB opmærksomme på, udtaler Gert Jørgensen.

Læs brevet her.

Brev til DSB angående K17 Att. Tony Bispeskov

Først og fremmest vil vi gerne anerkende DSB for sin vilje til at genoverveje de planlagte ændringer af køreplanen i 2017, som indbefatter, at regionaltogene mellem København og Slagelse ikke længere vil standse på Sorø Station. Det er meget positivt, at DSB viser åbenhed og vilje til at gå i dialog med eksempelvis Sorø Pendlerklub, som omtalt i Dagbladet den 24. og 26. august.

Der er i vores øjne særdeles gode grunde til at genoverveje de planlagte ændringer.

Sorø Kommune og Sorø Station er et område i udvikling. Det ses blandt andet af regeringens finanslovsudspil, som lægger op til en udvidelse af parkeringsområdet ved stationen for at imødekomme den stigende ind- og udpendling fra stationen.
De planlagte køreplansændringer går stik imod denne positive tendens og vil hæmme væksten og udviklingen.

De planlagte ændringer vil nemlig betyde, at Sorø Station går fra tre til to afgange i timen på de populære pendlerstrækninger København-Sorø og Sorø-Slagelse. En markant forringelse for de mange passagerer, som hver dag pendler til eller fra Sorø Station.

De planlagte ændringer vil desuden betyde, at vi mister den direkte forbindelse mellem Sorø og Ny Ellebjerg – en forbindelse vi ved, flere medarbejdere benytter i dag.

Endelig vil de planlagte ændringer i K17 betyde en markant forringelse for alle de unge, som pendler til uddannelse i enten Slagelse eller Ringsted. Dette vil være særdeles uhensigtsmæssigt, ikke mindst i lyset af, at Sorøs eneste videregående uddannelsesinstitution flytter til Slagelse inden for de nærmeste år

Vi vil derfor – på Sorø Kommunes og Sorø Erhvervs – vegne opfordre DSB til at
genoverveje de planlagte ændringer og bevare regionaltogsforbindelsen til Sorø
Station – både på kort og langt sigt.

Venlig hilsen
Gert Jørgensen, borgmester
Niels-Henrik Glisberg, erhvervschef