Sorø og omegns højskoleforening har programmet klar for sæson 2016/17.

Temaet er i år ”Tradition og udvikling” – om mødet mellem det traditionelle og alt det nye i tilværelsen.
”Vi er jo alle mere eller mindre traditionsbundne!”, siger formand for højskoleforeningen, Sonja Lund, ”men
samtidig er vi også en del af den hastige udvikling og foranderlighed, der er i vores samfund. Det kan godt
give nogle krydspres og dilemmaer. Men der er altid løsninger, og nogle af dem skal vi høre eksempler på i
den kommende sæson i højskoleforeningen!”

Programmet er spækket med spændende foredrag. Bl.a. kan nævnes ”Rebellen fra Langeland”, Ole
Sørensen, som vi kender fra udsendelserne i TV2. Ole Sørensen kommer og holder foredrag i
højskoleforeningen den 15. september.

Herudover får højskoleforeningen bl.a. besøg af politiker Ôzlem Cekic, der om nogen har været en
mønsterbryder i et liv med mange udfordringer.

Præst, forfatter og tidligere medlem af Moon-bevægelsen Martin Herbst besøger også højskoleforeningen. Martin Herbst blev gift med en tilfældig udvalgt kvinde i bunkebryllup i Korea, de bortadopterede deres
førstefødte søn til et barnløst par i Moon-bevægelsen, og skulle meget igennem, før de brød med
bevægelsen og startede et helt nyt og anderledes liv. Martin Herbst er i dag sognepræst i Tårnby.
Ud over foredrag arrangerer højskoleforeningen en halvdags bustur til Samlermuseet Thorsvang ved Stege.

Højskoleforeningens teatertur den 11. marts 2017 går til Skuespilhuset, hvor deltagerne efter rundvisning i
huset skal se stykket ”Stjernefamilien”, der også handler om at bryde mønstre og traditioner. ”Men vi
bryder ikke traditionen med mousserende vin og andre lækkerier undervejs!” oplyser Sonja Lund.

Læs om de mange andre spændende arrangementer i den kommende sæson i programmet lige her eller hent et program på Sorø Bibliotek.

Medlemskab i højskoleforeningen koster kun 100 kr. for hele sæsonen. Herud over betaler man 40 kr. i
forbindelse med foredragsarrangementerne – for indgang og kaffe med kage. Medlemskort købes ved
indgangen, når man kommer til første foredragsarrangement.