Det konservative byrådsmedlem Johannes Dahl Lumholt er ikke længere medlem af det Konservative Folkeparti. Den 21. november 2015 meldte han sig ud på grund af uenighed med partiets landspolitiske linje. På sin blog skriver han bl.a.:

Johannes Dahl Lumholt
Johannes Dahl Lumholt

“Lige om lidt, den 3. december, skal vi stemme om vores retsforbehold, og De konservative anbefaler, at vi stemmer ja til afgivelse af endnu mere suverænitet: En afskaffelse af muligheden for fremover at bestemme, hvem der får lov at bosætte sig i vores land, og hvilken lov der skal gælde her i Danmark. (…) Grundet De konservatives ja-kampagne har jeg i dag meldt mig ud af partiet, og jeg forsætter således som løsgænger i Sorø Byråd.”

Johannes Dahl Lumholt var vælgerforeningsformand under kommunalvalgkampen i 2013, hvor Gert Jørgensen (C) overtog borgmesterposten efter socialdemokraten Ivan Hansens 24 år ved magten, og storkredsformand under EU-parlamentet i 2014, hvor Bendt Bendtsen (C) blev genvalgt.

“I kan fortsat regne med mig i blå blok, og jeg vil så vidt muligt fortsætte arbejdet for lokale borgerlige mærkesager”, erklærer Johannes Dahl Lumholt.