I slutningen af maj udkom antologien ORDVOX fra Forfatterskolen for unge i Midt- og Vestsjælland. Sorø Bibliotek var i den forbindelse værter for en reception for medforfatterne fra Forfatterskolens afdeling i Sorø.

Medforfatterne sendte deres bidrag ind i starten af året. En af medforfatterne fra Forfatterskolen i Sorø er Odin Svendsby, der til dagligt går i 7.X på Sorø Privatskole.

“Jeg er meget glad for mine klassekammerater fra Privatskolen er her i dag. Jeg synes det er fedt, at være med i en bog, ligesom en rigtigt forfatter. Men også det, at en 13-årig kan få lov til at skrive, hvad man selv synes. Det var faktisk to af mine gamle tekster, som jeg fandt. Dem har jeg så har skrevet sammen til noget nyt og bedre. Jeg tror dog ikke, at jeg bliver rigtig forfatter. Men måske i fritiden og som hobby. Jeg kan godt lide at være kreativ og være med til at udfolde mine projekter,” udtaler Odin Svendsby.

Leder af Forfatterskolen for unge i Midt- og Vestsjælland er Anne-Marie Donslund, forfatter og kulturkonsulent i Odsherred, hvor kulturregionens sekretariat befinder sig. Forfatterskolen har i dag afdelinger i Holbæk, Kalundborg, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Slagelse/Korsør, Sorø og Vallekilde Højskole. Forfatterskolens undervisning i Sorø foregår hos Ung Sorø.

Anne-Marie startede Forfatterskolen for unge i Odsherred sammen med Charlotte Weitze og Anette Rasmussen fra Odsherreds Biblioteker og kulturhuse. Hun er i dag gæstelærer på forfatterskolen og kursusleder på internatet på Vallekilde, hvor hun har en fortid som højskolelærer.

ORDVOX udkom officielt d. 22. maj. Bogen kan lånes på biblioteket.

IMG_1474 IMG_1476 IMG_1482 IMG_1500