Frederik Hasling Rasmussen
Frederik Hasling Rasmussen

Elev fra Sorø Privatskole er 1 ud af i alt 5 talenter fra Danmark, som deltager i Nordisk talentcamp hos ScienceTalenter i Sorø 12.-15. august. En camp om intelligente løsninger på fremtidens energibehov og med paneldebat om talentudvikling i Norden.

ScienceTalenter inviterer nordiske talenter i fysik, matematik, kemi, teknologi, design og kreativitet til sommerens store Nordiske talentcamp om grøn energi i Sorø. Her deltager 5 talenter fra hvert af de nordiske lande i alderen 14-17 år. Fra Sorø Privatskole deltager Frederik Hasling Rasmussen 8.Z, som 1 ud af i alt 5 talenter fra Danmark.

”Vi har været så heldige, at få én af vores elever med på Nordisk talentcamp hos ScienceTalenterne. Det er vi selvfølgelig super glade for på både elevens og Sorø Privatskoles vegne. Det giver noget ekstra til særligt dygtige elever,” forklarer Nanna Kofoed Øhrgaard, afdelingsleder for udskolingen på Sorø Privatskole.

På talentcampen skal eleverne blandet andet arbejde med vindenergi, solenergi, bølgeenergi, biobrændsel, brintteknologi og smart grid for at finde intelligente løsninger på fremtidens energibehov. Derudover bliver der rig mulighed for at møde de andre nordiske talenter, deltage i kanosejlads på Sorø sø samt Segway-kørsel og GPS-løb i de smukke omgivelser omkring Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter, hvor campen foregår.

ScienceTalenter_indendørsEleverne kommer desuden til at indgå i den Nordiske Talentkonference, som forløber samtidig med talentcampen, hvor de deltager i en paneldebat om talentudvikling i Norden og i en lækker festmiddag med de øvrige konferencedeltagere.

Helt konkret kommer eleverne hjem med de seneste landevendinger inden for grøn energi, et boost i deres faglighed og sprogkundskaber, samt et netværk af andre nordiske talenter, som kan komme dem til gavn mange år fremover.

”Første gang jeg hørte om det hurtigt, tænkte jeg bare fedt. Det var først senere, da jeg fik rigtigt besked, at det gik op for mig, hvor stort det var. Generelt lyder det rigtig fedt og det er meget relevant med fremtidens former for energi. Jeg synes det er godt, at man inddrager hele norden i den debat, så vi får nogle fælles nordiske løsninger,” udtaler Frederik Hasling Rasmussen fra Sorø Privatskole.

ScienceTalenternes camps har flere formål:

  1. at give faglige input og udfordringer.
  2. at sikre, at hver enkelt talent bliver mødt med passende udfordringer – både fagligt og sociale.
  3. at sørge for, at talenterne møder ligesindede.
  4. at give talenterne redskaber til at begå sig hjemme i stamklassen, der udgør talentets primære socialiseringsgruppe.

ScienceTalenter_bygningDe enkelte camps er bygget over konceptet: forundring, fordybelse og formidling. Forundring handler om, at talenterne møder nye naturvidenskabelige fænomener, teknologiske opfindelser eller nye ideer, som de kan forundres over og diskutere. Fordybelse kommer af, at talenterne får mulighed for faglig fordybelse inden for et afgrænset emne. Formidling drejer sig om, at talenterne arbejder med at formidle den nye viden til andre i form af posters, film, hjemmesider, artikler, oplæg eller eksperimenter.

Nordisk Talentcamp er fra onsdag den 12. august til lørdag den 15. august 2015. Eleverne bliver indkvarteret på Talenthotellet, hvor de kan spille Wii, PlayStation, bordfodbold, skak og hygge i et afslappende miljø, når de har fri.

Sted: Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter, Akademigrunden 18, 4180 Sorø
Dato: 12. august til torsdag d. 15. august.