SAM_0198Sorø Privatskole byder traditionen tro på festival i foråret. Festival 2015 finder sted fredag d. 22. maj fra kl. 14 til 19. Festivalen giver gæsterne rig mulighed for at komme rundt på en levende skole, hvor de kan både se, høre, røre, dufte og smage.

”Sorø Privatskole holder hvert år festival på skolen, hvor vi inviterer folk med ind bag dørene. Vi vil gerne åbne skolen op for familier, naboer og andre i lokalsamfundet. Det gør vi bedst ved at lade eleverne fremvise, hvad de har arbejdet med i løbet af ugen og resten af skoleåret. Vi byder på lidt af hvert, så det bliver en dag med masser af leg, mad og underholdning,” fortæller Casper Madsen, skoleleder på Sorø Privatskole.

Eleverne på Sorø Privatskole får en lang skoledag, da de starter dagen som normalt kl. 8. Om formiddagen forbereder eleverne sig på at tage imod alle gæsterne. Kl. 14 er der officiel åbning i amfiteatret, hvorefter gæsterne løbende ankommer og oplever festivalen. Senere på eftermiddagen, kl. 17, tager gæsterne plads ved borde og bænke eller på græs og tæpper, og spiser sammen indtil festivalen slutter kl. 19.

SAM_0187Festivalen på Sorø Privatskole består af forskellige boder, udstillinger, værksteder, quizzer samt musik og underholdning. 7. årgang står for festivalmenuen, som elever og forældre har kunnet bestille op til festivalen. For at binde den lille og den store skolegård sammen har skolen fået tilladelse til lukke Frederiksvej for biler i begge retninger kl. 8.00-19.00. Det sker fra fodgængerfeltet på Frederiksvej og hen til Wilstersvej.

Festivalen på Sorø Privatskole er årets helt store tilløbstykke. Skolen forventer, at op mod 1.000 folk deltager i festivalen i løbet af dagen. Flertallet kommer formodentligt fra Sorø by og lokalområde. Men der kommer også en del, som bor længere væk, da Sorø Privatskole er en mangfoldig skole med elever fra flere forskellige dele af Sjælland.

SAM_0179Festivalen ligger i forlængelse af skoleårets sidste fordybelsesuge på Sorø Privatskole. I fordybelsesugen erstattes elevernes normale skema med undervisningstid fra kl. 8.00-13:05. Formålet med fordybelsesugen er, at eleverne fordyber sig med ét enkelt fag/emne i en hel skoledag eller flere. Fordybelsesugen giver mulighed for samarbejde på tværs af klasser, årgange og afdelinger, og der skabes mulighed for emnearbejder og projektarbejder.

Festival 2015 er 11. år med festival på Sorø Privatskole.

Om Sorø Privatskole
Sorø Privatskole er en 3-sporet 10-årig grundskole, med ca. 660 elever. Der er 10. klasse samt skolefritidsordning fra 0-3. klasse og juniorklub fra 4.-6. klasse. Ud over den almindelige undervisning, har skolen et bredt tilbud med linjefag (valgfag) og frivillig undervisning i alt fra musik til science. Skolen har moderne faciliteter med f.eks. interaktive tavler i alle klasse- og faglokaler, iPad- og MacBook-ordning for lærerne og et solidt trådløst netværk. Skolen blev grundlagt for mere end 125 år siden, og er i dag en af de mest fremtrædende skoler i lokalområdet.

SAM_0115SAM_0099