korstogeneByrådsmedlem og lektor i historie på Sorø Akademi Michael Pihl har sammen med lektor på Københavns VUC Jesper M. Rosenløv skrevet en e-bog om korstogene.

Korstogene er et stykke middelalderhistorie, som har været inspirationskilde til mange spændende film og bøger. Brutalitet og ødelæggelser, men også mod og idealisme er en del af historien om korstogene, som det er en del af selve krigens historie. Korstogene kan ikke forstås uden en inddragelse af den forudgående muslimske ekspansion, der siden 600-tallet havde presset kristenheden i defensiven. Derfor behandler bogen indledningsvis islams grundlæggelse, den tidligste ekspansion samt udviklingen af en muslimsk krigerideologi.

Kalifatets ekspansion, hvorunder enorme områder, der tidligere havde været kristne lande, blev undertvunget, beskrives efterfølgende. Endvidere beskrives behandlingen af ikke-muslimer (jøder og kristne) under det muslimske herredømme i Syrien og Palæstina.

På denne baggrund behandles den gradvise udvikling af den kristne holdning til krig under indtryk af de muslimske angreb på Det Byzantinske Rige samt Vesteuropa. Denne udvikling førte til en kristen modoffensiv, korstogene. Bogen behandler felttogenes forløb samt korsfarerstaternes grundlæggelse og undergang. Afsluttende beskrives den fortsatte konflikt mellem den kristne og muslimske verden i tiden efter korstogene samt forskellige opfattelser og syn på korstogene og deres betydning.

Forfatterne har oversat en lang række kildetekster, der stilles til rådighed på www.centerforhistorieformidling.dk/korstogene.html