Vinteren bliver mild, spår meteorologerne. Så der skulle ikke være nogen fare for, at ufremkommelige snedriver forhindrer de jazzglade i at nå frem til vinterens koncerter i Sorø. Godt det samme, for der er virkelig noget at glæde sig til. Seks skønne jazzbands er engagerede til at spille, når der for første gang i dagene fra 24. januar til 21. februar præsenteres et helt program af Vinterjazz i Sorø – en mini-udgave af de foregående somres succesrige  jazzfestivaler med 25 koncerter.

Vinter-programmet omfatter både et stort børnejazzband, introduktion af ny svensk sanglærke, genhør med beboppianisten Bud Powells inciterende musik, koncert med Danmarks fineste kvindelige trombonist, mere svensk-inspireret syngejazz med mindelser om Monica Zetterlund og en præsentation af et helt nyt band med fire af den moderne danske jazz’ mest fremtrædende udøvere.

Basunisten Lea Nielsen
Basunisten Lea Nielsen

Her er det, der er i vente:

Stort børnejazzband: Der præsenteres festlig børnejazz, når de ti medvirkende i bandet ”Univers på Vers” indtager scenen i Sorø. Fem professionelle jazzmusikere sammen med et kor på fem børn spiller kvalitetsmusik i børnehøjde med underfundige tekster, finnurlige rim og sjove danse især velegnet for 10-14 årige – samt forældre og bedsteforældre. Univers på Vers blev dannet for nogle år siden af Anders Jacobsen, der både er skolelærer og trækbasunist bl.a.i Swingstyrke7.

Ungt, smukt og svensk med garvet jazzveteran: Den purunge svenske sangerinde Iris Bergcrantz er en ny opstigende stjerne på den nordiske jazzhimmel. Nylig er hun rejst over Øresund for at turnere med den garvede danske jazzveteran, tenorsaxofonisten Peter Mandorf og hans gruppe. I februar besøger de Sorø Vinterjazz for at give koncert.

Kvindelig trækbasunist: Trækbasunen er et fast element i traditionel jazz, men har kun få udøvere i den moderne swingjazz – og endnu færre af dem er kvinder. Men i Danmark er det netop en kvinde, Lea Nielsen, der bliver kaldt på, når det store blanke instrument skal håndteres. Det er som regel i big band sammenhæng. Lea Nielsen er med i Klüwers Big Band, Kansas City Stompers, Monday Night Big Band og Ernie Wilkins Almost Big Band – og så er i hun i øvrigt også basunist i det militære Slesvigske Musikkorps i hendes hjemby Haderslev.

Buds Buddies: Solid bebopjazz i klassisk trioformat med klaver, bas og trommer. Det er hvad den 36-årige storspillende pianist Mads Søndergaard byder på, når han sætter sig til tangenterne og giver opvisning i Bud Powells originale musik.

Hyldest til Monica Zetterlund: Her er en unik mulighed for at komme stilikonet og folkeklenodiet Monica Zetterlund nærmere. Vi præsenterer en koncert med Cathrine Legardh akkompagneret af Peter Rosendahl, klaver, og Hugo Rasmussen, bas.

Hans Ulrik Quartet ’14: I den nydannede supergruppe Hans Ulrik Quartet 2014 mødes fire af Nordens stærkeste jazzmusikere: Hans Ulrik, tenorsaxofon, Jacob Christoffersen, piano, Kaspar Vadsholt, bas, og Anders Mogensen, trommer. Musikken er en blanding af Hans Ulriks kompositioner, refleksioner over jazzstandards og danske sange.

Oplysninger om tid og sted følger senere. De sidste detaljer i aftalerne med Sorøs forskellige spillesteder er endnu ikke helt på plads. Derfor er tålmodighed nødvendig.