Selvfølgelig bliver man ikke træt af jazz. Skulle nogen alligevel føle sig en smule overvældede efter at have lyttet med gennem hele jazzfestival-ugen lige fra mandag den 21. juli, så er der sikkerhed for rå rytmisk vækning, når Astro Buddha Agogo spiller på Café Tre Konger lørdag aften den 26. juli.

Det kan helt bramfrit fastslås, at bandet med blæs, orgel og trommer – og det mærkelige navn Astro Buddha Agogo – kan spille røven ud af bukserne på sine tilhørere. Sidste år under Sorø Jazzfestival 2013 oplevede et begejstret publikum af alt fra pensionister til blebørn det, da bandet gav en udendørs koncert i Stenlille. Nu kommer de tre musikere igen og giver koncert inde i Sorø.

Astro Buddha Agogo består af Michael Blicher, som spiller sax og fløjte – på én gang! – , Dan Hemmer på hammondorgel og Anders Holm på trommer. For fem år siden dannede de orkestret og udgav deres debut-cd “Astro Buddha Agogo”. Siden har de spillet mere end 100 koncerter og høstet mange roser med ord som “spilleglæde i overmål”, “swingende, medrivende og afvekslende jazz” og ”velsignet ørehænger-kvalitet”.astro buddha

Utæmmet energi
Michael Blicher er den lille velsmurte jazzmaskines frontfigur. Han er udgået fra Rytmekonservatoriet i 2005 og gør sig både i big bands, på jazzklubber og i egne orkestre med så utæmmet energi, at han ofte spiller flere horn – samtidig! Man skal tilbage som en jazzlegende som Roland Kirk for at opleve noget lignende.

Dertil er Michael Blicher en flittig filmkomponist, der har lagt sine blå grundtoner under mere end ti danske film. Lyden af Astro Buddha Agogo kommer desuden fra et autentisk hammondorgel med flere klaverturer og baspedaler, som den meget rutinerede Dan Hemmer håndterer. Han har tidligere bl.a. været med i Kenn Lendings bluesband. Bag trommerne sidder Anders Holm, som også har spillet med bl.a. Savage Rose og Kira Skov.

Lørdag 26. juli kl. 19.00

Astro Buddha Agogo: Michael Blicher (sax/fløjte), Dan Hemmer (hammondorgel) og Anders Holm (dr).

TRE KONGER, Østergade 3, 4180 Sorø

Entre: 50 kr., Fra kl. 18.00 jazzbuffet, pris 179 kr.

Reservation: tlf. 57834114 eller book via mail britt@cafetrekonger.dk