Man kan slet ikke få jazz nok i Sorø! Lykkeligt og meget velkomment breder initiativerne sig langt ud over det officielle musikprogram, som Sorø Event&Turistbureau arrangerer. Nu står jazzen også til søs på Sorø Sø. Desuden går den på bibliotek, i kirke (i Munke Bjergby), ind på det gamle el-værk og ud på Torvet omkring den oprindelige pølsevogn, der er blevet til en stor grillkiosk.

På programmet er i forvejen en snes koncerter på spillesteder fra Broby og Kongskilde i syd over museer, teatre og caféer i selve Sorø by til Dianalund, Stenlille og Ruds Vedby i nord. Omkring et halvt hundrede af Danmarks bedste professionelle jazzmusikere kommer og spiller i ugen fra mandag den 21. juli til og med søndag den 27. juli.

Tyvstart på festivalen
Nu har seks glade jazzamatører besluttet at tyvstarte festivalen allerede søndag den 20. juli kl. 14.00 med en opvarmningskoncert på Værkerne på Frederiksvej i Sorø. Det er den syngende Ninna Bjørn Kristiansen sammen med Steen Francker på trompet, Inge Højby på klaver, Mogens Hjelm-Hansen på bas, Erik Bjørn Kristiansen på guitar, og Søren Jørgensen på trommer. De mødtes på en højskole og dannede deres egen ”7-9-13-band”, som spiller lystig swingmusik.

Her er amatørbandet, som varmer op med en koncert søndag 20. juli.

I selve festivaldagene er der kommet nye koncerter til på Sorø Bibliotek onsdag den 23. juli kl. 14.30, hvor en trio af musikstuderende fra Slagelse spiller, og i Munke Bjergby kirke, hvor sognepræst Kirsten Fogsgaard har inviteret en kvartet af to unge søskendepar ind at spille jazz tirsdag den 22. juli kl.16.00. Tobias Dahl og hans søster Amalie spiller henholdsvis klaver og saxofon, mens brødrene Gustav og Bertil Pyndt Jonsén spiller bas og trommer.

På Torvet i Sorø har indehaveren af den store grillkiosk, Ronnie Mogensen, taget initiativ til åben torvejazz med Løvenholdts Jazzcirkus, som spiller festlig traditionel jazz. Bandet består af Niels Frich på klarinet, Curt Asklund på banjo, Mogens Jensen på klaver og Ole Løvenholdt bag trommerne. Det foregår lørdag den 26. juli kl. 11.30.

Sousafon på søen
Fredag den 25. juli stævner turbåden ”Lille Claus” fra Søgade ud på Sorø Sø med en sousafon, en trompet og en banjo ombord. Skibsrederen, Gustav Flems, har hyret Morten Hertz, Henrik Bolberg og Carsten Henningsen til at spille munter jazz. Det er tre erfarne udøvende musikere, kendte fra det traditionelle jazzband ”JazzBravour”. De tager to ture med afgang kl. 17.00 og kl. 20.00.